Ugens boganbefaling: spændingsromanen "Falsk forførelse"

26.03.24
Hæsblæsende pageturner holder læseren vågen og sender de små grå på arbejde.

Skrevet af Line Hoffgaard for litteratursiden.dk 

Er der en forbindelse mellem Olive Andersons kidnapning, Eloise Warners mistænkelige død og Maddy Blacks mystiske forsvinden? Med afsæt i en kidnapning følger denne engelske spændingsroman to politifolks forsøg på at finde sammenhængen mellem de tre kvinder. Spænding for dig, der kan lide højt tempo og en højst uforudsigelige handling om magt og farlig kærlighed. 

Der er fyret godt op under spændingen fra start, hvor Olive Anderson, gift med parlamentsmedlemmet Michael Anderson, opsøges af en fremmed kvinde i en restaurant og indleder en flirtende leg, der snart udvikler sig til en regulær kidnapning. Da Michael Anderson er både elsket og hadet af borgerne, sættes en eftersøgning efter Olive hurtigt i gang. Den lokale færdselsbetjent Garry får til opgave at køre den unge efterforsker Lexy gennem snemængderne i sin terrængående bil ud til Andersons farm i landlige omgivelser for at starte efterforskningen af den kidnappede hustru.

I romanens anden del springer handlingen to år bagud i tiden til advokat Eloise Anderson, som ligger for døden på et sygehus. Sygeplejersken, der passer Eloise og yder støtte til hendes ægtemand Michael Anderson, er selvsamme Olive. Kort efter Eloises død gifter Michael og Olive sig. Tredje del finder sted tre år før nutidens kidnapning, hvor en ny kvinde dukker op i handlingen. Det er den unge Maddy, som arbejder for Michael Anderson og som Garry og Lexy senere erfarer er sporløst forsvundet.

Lyder det forvirrende? Der er nok at holde styr på både handlingsmæssigt og kronologisk. Udover at handlingen er opdelt i tre dele (nutid, 2 år før og 3 år før) med skiftende fortællere, så følger man i alle tre dele Garry og Lexys nutidige efterforskning af Olives kidnapning. Det er svært at se forbindelsen mellem de tre kvinder, når alle spiller et fordækt spil, og hvordan passer ægtemanden Michael og den ukendte kidnapper ind i det hele?

'Falsk forførelse' har meget godt kørende for sig med en tempofyldt handling og mange twists undervejs. Det er ganske enkelt umuligt at gætte tingenes rette sammenhæng, da tredje del pludselig introducerer Maddy, som man ikke har en chance for at kende noget til tidligere. I og med man virkelig holdes til ilden,  er plottets rette sammenhæng noget fantasiløst og et par af personernes skæbne får en alt for brat og ikke særlig troværdig afslutning. 

Det er gået lidt for stærkt med at binde trådene sammen til slut for Sharon Bolton og det trækker lidt ned ovenpå en hæsblæsende og spændende læseroplevelse for en læser som mig, der holder af troværdige slutninger og personer. Det sagt, så er 'Falsk forførelse' garanti for solid spænding og efterforskerduoen Garry og Lexy, som begge virker nede på jorden, er ret søde sammen og sådan nogle, man hepper på vil få hinanden til sidst.