Bibliotekshaven ved Årslev Bibliotek

I den hemmelige gård bag Årslev Bibliotek har vi indrettet en hyggelig lille have, hvor du kan gå på opdagelse mellem højbedene eller nyde en stille stund med en god bog.

Velkommen til Bibliotekshaven ved Årslev Bibliotek

Vi håber, at du vil føle dig i godt selskab sammen med havens planteflor og dets sværmende og kriblende venner. Bibliotekshaven er en vild have med en vis orden. Vi har forsøgt at fremme biodiversiteten ved at invitere hjemmehørende bi- og insektvenlige planter indenfor og ved at skabe boliger til dyr i form af sten, krat og vand.

Bibliotekshaven er et sted for alle sanserne. Her kan du dufte årets gang, nippe til en krydderurt og smage et solmodent bær. Alting har en tid og i vinterhalvåret tager haven sig et velfortjent hvil. Så når du finder haven i en slumrende tilstand af vissenhed og råd, skal du blot glæde dig over alt det liv, der altid er på vej. 

Fra april til september vil du indimellem kunne opleve små indslag og aktiviteter i haven, der kredser om litteratur, bæredygtighed og biodiversitet.

I det lille frøbytteskab er du velkommen til at lægge dine frø eller hente frø der er sanket af andre biblioteksgæster. 

Ideen til Bibliotekshaven er opstået i kølvandet på Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne fokus på FNs Verdensmål og er udviklet i tæt samarbejde med en flok ihærdige elever fra Ryslinge Efterskole. Du vil løbende kunne finde formidling om Verdensmålene i Bibliotekshaven, ligesom du kan følge bibliotekets arbejde med Verdensmålene her

Bibliotekshavens planter

I Bibliotekshaven tager vi gerne imod dine overskydende planter og småbuske til haven. Vores eneste krav er, at de skal kunne regnes blandt de hjemmehørende bi- og insektvenlige arter. Det kunne fx være:
Smalbladet timian, Bidende stenurt, Håret høgeurt, Rundbælg, Slangehoved, Blodrød Storkenæb, Kattehale, Blåhat, Alm. Knopurt, Hvid okseøje, Alm. Kællingetand, Alm. Røllike, Katost, Engkarse, Rødkløver, Tørst og mange flere.  

Du kan søge på hvilke specifikke planter der hjælper biodiversiteten på vej netop der, hvor du bor ved at bruge denne app; udviklet af Århus Universitet: https://findplanten.dk/

Leder du selv efter inspiration til, hvordan du indretter en vild have, kan du finde inspiration fra Danmarks Naturfredningsforening her: https://www.dn.dk/vi-arbejder-for/biodiversitet/vilde-haver/

Vi har også en lang række bogtitler, der handler om biodiversitet og vilde haver som du kan se nedenfor.

Materialer