Ugens boganbefaling: romanen "Storebror"

Anmeldelsen er oprindeligt skrevet af Barbara Rugholm for litteratursiden.dk 

Mahir Guvens prisvindende debutroman 'Grand frère' udkom i hjemlandet to år efter de voldsomme terrorangreb i Paris i 2015. Det er en hårdtslående og væsentlig samtidsfortælling om ulighed og radikalisering, der nu er kommet i dansk oversættelse af Mette Olesen. Velkommen til Paris' baggård. Bienvenue en Seine-Saint-Denis!

”Jeg ved ikke hvorfor alt er ad helvede til her. Faktisk er jeg skidetræt af vi går for at være Frankrigs skraldespand. Vi har ikke bedt om at smadre det hele, vi er bare vokset op med det”.

Romanens hovedpersoner, Storebror og Lillebror, deler kapitlerne sig mellem sig. Storebror tager de fleste, som den slags gør. Han er street-wise, arbejder for Uber og kører rundt i Paris med kunder og ganja, mens han tænker misantropiske tanker bag rattet. Desuden er han meddeler for politiet, der til gengæld kvitterer med at lukke øjnene for hans småkriminelle fortid.

Lillebror er en følsom og åndeligt interesseret sygeplejerske, der drømmer om at redde verden. Han stikker af til Syrien for at arbejde for en muslimsk nødhjælpsorganisation og efterlader sin bror og ulykkelige far uvidende tilbage i ghettoen. Vi følger hans barske arbejde med at reparere ofrene for Bashars granatangreb og siden hans møde med radikaliserede syrere.

Fælles for brødrene er, at de ikke oplever sig som rigtige franskmænd og heller ikke som syrere. Deres far er flygtet fra Syrien, kører taxa og er veluddannet, fagforeningsmand og ateist - "ikke mere muslimsk end et par Nike sko". Deres mor er fransk, men hun døde, da de var børn. Derefter flyttede den sorgramte familie fra barndomshjemmet til industriforstaden.

Brødrene oplever en skam over deres franske ophav, samtidig føler de sig fremmede i ghettoen, der dog bliver et hjem for den hårdtarbejdende taxachauffør og sønnerne, indtil Lillebror rejser til Syrien. Storebror bliver i ghettoen, der beskrives indgående fra bilsædet, hvor han funderer over tilværelsen i tilbageblik og kommenterer kunderne og det, han hører i bilradioen:

”Indimellem hører jeg folk debattere i radioen om vores ghetto – ikke politikere eller journalister, men højtuddannede fyre, à la forskere fra universitetet. Men de siger også en masse vrøvl (…) Man opnår først sin bachelor ved at slide skosålerne tynde på asfalten, derefter en master ved at slås for skejs, og eventuelt en ph.d. den dag man går i ring i fængselsgården”.

Storebror leverer sine sarkastiske samfundsdiagnoser på turene mellem Paris og Seine-Saint-Denis, der er blevet symbolet på Frankrigs urolige forstæder, der ofte rammer avisforsiderne. Det er pessimistiske analyser, der med ramsaltet humor rammer fremmedgørelsen på kornet: 

”Verden burde skrive ’Je suis Syrie’. Men alle var skideligeglade fordi vi var muslimer”.

Mahir Guvens beskrivelser og persontegninger er stærke og gribende, historien er spændende, og man bliver samtidig klogere af at læse romanen, der ikke forsøger at give simple svar på komplekse spørgsmål om hverken klasse, integration eller kriminalitet. ’Storebror’ er en væsentlig fortælling fra parallelsamfundet og samtidig en meget bevægende familiehistorie om sammenhold, sorg og broderskab, som forhåbentlig vil finde mange danske læsere.