Lokale udvandrere: Niels Hansen

Af Anonym (ikke efterprøvet)
28.03.23
I forbindelse med bibliotekernes temasamarbejde, præsenterer vi historierne om en række lokale udvandrere fra Faaborg-Midtfyn, lavet i samarbejde med de lokalhistoriske arkiver. Udvandrerne kan også ses som udstillinger på alle fire biblioteker i kommunen.

Niels Hansen

Født 8. marts 1867 i Årslev. Niels blev født på den adresse, der nu hedder Brovej 1 i Årslev. Han var nr. 3 ud af 5 børn.

Han rejste til USA i 1884, hvor han ankom til New York. Han bosatte sig to år senere i Kenosha i Wisconsin. Han arbejdede hårdt og købte to byggegrunde, som han byggede hus på.

I 1904 kom hans bror Knud også til. Han var nemlig maler og skulle male det nye hus. Det må have gået Niels godt, for både i 1889 og 1897 tog han hjem til Danmark på besøg. I 1906 opnåede han amerikansk statsborgerskab.

Niels rejste dog hjem nogle år senere og købte i 1910 en lille gård , Enggården, i Hestehaven i Hjallese.

Lavet i samarbejde med Lokalhistorisk Arkiv for Sdr. Nærå og Årslev Sogne