Samtalelæsning: Gode læseoplevelser med dit barn
Samtalelæsning = dialogisk læsning
Du kender det sikkert: Du kigger i en ny bog sammen med dit barn, og det er jo spændende, men vejen til at lære bogen at kende og gøre den "levende" kan være svær.
Samtalelæsning - eller dialogisk læsning - er udviklet af den amerikanske forsker G.J. Whitehurst, der tager udgangspunkt i en bog som samtaleemne.
Samtalelæsning styrker barnets ordforråd og læseforståelse og er et godt afsæt for senere at blive en god læser.
Barnet, bogen og dig
Børnebøger indeholder mange ord og vendinger, der booster dit barns ordforråd og sproglige kompetencer.
Du og dit barn kan stille spørgsmål til bogens handling sammen. Når I gør det, er det en god idé, at I begge kigger på den ting i bogen, I taler om, men at I også husker øjenkontakt en gang imellem.
Det er også en god idé at give barnet god betænkningstid, når du har stillet et spørgsmål. Jo ældre, barnet er, jo mere abstrakte kan spørgsmålene være. Et abstrakt spørgsmål kunne være "Hvorfor tror du, at manden er sur?". Sammen med et lidt yngre barn kan det være fint at tale om den fugl, I måske kan se på en side i bogen. Muligvis leder det tankerne hen på den fugl, I så ved søen tidligere på dagen. Eller fuglene i haven!
Sammen med de helt små "læsere" på 2-3 år kan det være en god idé at inddrage legetøj og understøtte læsningen gennem leg, men også de større børn kan have stor glæde af, at I "leger" bogen sammen, efter I har læst den. I kan f.eks. med få hjælpemidler lege "De tre Bukke Bruse" i haven eller stuen bagefter.
Følg barnets nysgerrighed og stil spørgsmål, der opmuntrer barnet til at fortælle.
Kom godt i gang
- På Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne har vi udvalgt en række børnebøger, der er specielt velegnede til samtalelæsning. Bøgerne kan du kende på det blå klistermærke med teksten "God bog til samtalelæsning".
- E-reolen har samlet en håndfuld tips og idéer til samtalelæsning sammen med vuggestue- og børnehavebørn.
Blandt værktøjerne er: Gør sproget levende med humor, lydeffekter, stemmer og måske ansigts- eller kropsudtryk. Hold pauser, hvor du peger og spørger ind til tekst, handlingen og billederne – husk at give god tid til at barnet kan tænke og svare. (Det kunne f.eks. være: Var der noget, du ikke forstod?) Snak gerne lidt frem og tilbage om de ord barnet ikke forstår, som du gerne vil have han/hun lærer. Eller: Var der noget i historien som var sjovt? Uhyggeligt? Sørgeligt eller spændende?
- I videoerne her får du råd til, hvordan du kan indarbejde samtalelæsning i din families hverdag: Denne video er målrettet børn i børnehaven og 0. klasse. Videoen her er målrettet børn i 1. og 2. klasse. "READ - sammen om læsning" er et Aarhus-forskningsprojekt målrettet børnehavebørn og skolebørn. Læs mere om READ
God fornøjelse!