BOGglad

150.000 kr. til bogglade børn i Faaborg-Midtfyn Kommune

Af Anonym (ikke efterprøvet)
10.01.22
150.000 kr. til bøger, der skal skabe store læseoplevelser for små børn og skabe et tættere samarbejde mellem biblioteket og institutioner i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne har i samarbejde med Lundsbjerg Børnehave i Ferritslev, Broholm Børnehave i Broby samt Stentevang Børnehave & Vuggestue i Ringe fået støtte fra Slots- og Kulturstyrelsens pulje ”Bogglad”. 

BOGglad er en pulje, der uddeler midler til læseoplevelser, og dermed understøtter lige adgang til bøger – for alle børn i dagtilbud. Adgangen til bøger i institutionen giver børnene en mulighed for at møde litteraturen i deres hverdag og vante omgivelser. BOGglad er med til at skabe gode fælles læseoplevelser for børnene og kan være grobund for livslang glæde ved bøgernes verden. 

Biblioteksleder Birthe Mogensen siger: ”Børnene skal opleve, at læsning og lytning af litteratur er en sjov og meningsfuld aktivitet på linje med institutionens andre tilbud”. 

Børnebibliotekarerne glæder sig til at påbegynde det nye samarbejde med tre nye institutioner. De ser frem til at dele læseglæden med en ny generation af læsere. Midlerne fra Slots- og Kulturstyrelsen
Vil gå til at få over 300 spritnye lækre kvalitetsbørnebøger ud i de tre institutioner.

Indsatsen understøtter et vigtigt samarbejde på tværs af dagtilbuddene og med biblioteket, der har som mål at skabe inspirerende og positive læsekulturer og læsevaner i dagtilbuddene, i familierne og hos børnene.

”Vi glæder os meget til samarbejdet med biblioteket”, fortæller pædagog og souschef fra Stentevang Børnehave & Vuggestue, Ulla Bang Sørensen, og fortsætter: ”I 2022 har vi planlagt at have særligt fokus på sproglig udvikling, og det håber vi, at vi kan fremme med samarbejdet med biblioteket. Noget af det vi særligt vil arbejde med er dialogisk læsning. ”
 

Tags