Fejring af FNs verdensmål: Verdensmål 4
Verdensmål 4
Lige mange piger og drenge kommer på skolebænken
Indhold i denne artikel
- Hvad går verdensmål 4 ud på
- Verdensmålet i Danmark: 45.000 unge uden uddannelse eller arbejde
- Hvem arbejder med målet lokalt
- Hvordan kan du hjælpe
Hvad går verdensmål 4 ud på?
Verdensmål 4 handler om, at alle skal have lige adgang til god uddannelse og mulighed for livslang læring.
Alle verdensmålene hænger sammen og afhænger af hinanden, men mål 4 om kvalitetsuddannelse til alle er måske alligevel det vigtigste af målene.
Det mener de 10 millioner mennesker i hvert fald, der besvarede FN’s online afstemning om hvilket verdensmål, der var vigtigst for dem og deres familie.
På verdensplan går det heldigvis den rigtige vej med uddannelse.
Hvor det i 1970 kun var cirka 75% af verdens befolkning, der gennemførte grundskolen, steg tallet til over 80% i firserne, og fra 2000 steg tallet igen, så i dag gennemfører over 90% af verdens børn deres skolegang.
Tidligere var det oftest drengene, der kunne gå i skole. I dag er der næsten lige mange drenge og piger, der starter i skole.
Men coronanedlukningerne har ramt skoler og skolebørn verden over med kolossal kraft.
FN’s Børneorganisation UNICEF kalder pandemien for den største uddannelseskrise nogensinde.
Nedlukningerne har ramt flere end 1,6 milliarder elever og studerende, og læringstabet har været både enormt og ulige.
Verdensmål 4 i Danmark: 45.000 unge uden uddannelse eller arbejde
Det danske skolesystem er internationalt anerkendt for at være et af de bedste og mest lige i verden.
Men også i Danmark er der udfordringer i skolesystemet.
I Danmark skal vi have brudt den negative sociale arv, så de børn, der kommer fra bogligt svage hjem, også får en uddannelse.
Rigtig mange børn i Danmark går i skole uden mulighed for hjælp eller støtte til lektierne.
I dag er omkring 45.000 danske unge mellem 15 og 24 år hverken i gang med en uddannelse eller i arbejde, og selvom det er et lille fald i forhold til de foregående år, så er andelen stadig næsten dobbelt så høj som den danske målsætning for de unge.
Tak til Verdens Bedste Nyheder for lån af indhold.