FNs Verdensmål 9: Industri, innovation og infrastruktur
Indhold i denne artikel:
- Hvad går verdensmål 9 ud på?
- Danmark er innovativ frontløber
- Hvem arbejder med verdensmål 9 i Danmark
- Hvad kan du selv gøre?
Hvad går verdensmål 9 ud på?
Mål nummer 9 virker måske som et af de Verdensmål, der er mest abstrakte.
Men i bund og grund handler målet om at få alle lande til at løbe rundt på en smartere måde.
Det kræver flere og bedre veje, jernbaner og havne, så vi nemmere kan handle med hinanden, og så skal alle have teknologisk infrastruktur som internet- og telefonadgang, så vi på tværs af lande og samfund kan kommunikere og dele viden.
Industri og infrastruktur skal blive mere bæredygtig, og forskningen skal styrkes.
I dag lever cirka 98 procent af verdens befolkning i områder, hvor der er mobildækning, og selv i de mindste landsbyer har folk tit adgang til mobiltelefoner, selvom det langt fra altid er en smartphone af nyeste model.
Det er et vigtigt fremskridt.
95 procent lever i områder, der er dækket af mobilt bredbånd eller bedre – det betyder dog ikke, at alle har råd til at bruge internettet, og det er blot to tredjedele af verdens befolkning, der er online.
Danmark er innovativ frontløber
Verdensmål 9 handler også om innovation og nye teknologiske løsninger, som kan hjælpe den grønne omstilling på vej.
Her klarer Danmark sig grundlæggende godt.
Vi har for eksempel dobbelt så mange patenter på miljørelaterede teknologier i forhold til gennemsnittet i verden, og i 2022 kom næsten halvdelen af den samlede danske elproduktion fra vindmøller.
Hvem arbejder med verdensmål 9 i Danmark?
Rambøll er en af de danske virksomheder, der arbejder på at løfte verdensmål 9.
Ved at udvikle og levere bæredygtige og modstandsdygtige mobilitetsløsninger og infrastruktur til verdens lande hjælper Rambøll med at øge effektiviteten af ressourceudnyttelse og indførelsen af renere og miljøvenlige teknologier.
Rambøll har særligt fokus på smart mobilitet, grøn infrastruktur og modstandsdygtighed i byerne samt fodgænger- og cykelløsninger.
For den verdensomspændende danske smykkekoncern Pandora har det været oplagt at implementere FNs verdensmål 9, så det allerede kommer i spil helt i starten af arbejdsprocessen.
”Vi indarbejder det i vores måde at tænke produktionen, sådan at vi minimerer vores energiforbrug, vi minimerer vores vandforbrug, og vi bruger nogle materialer, som er naturligt forekommende, der hvor vi bygger vores fabrik.” fortæller Thomas Touborg, senior vice president hos Pandora (Kilde: udenrigsministerets hjemmeside - thetradecouncil.dk).
Hvad kan du selv gøre?
- Bak op om grøn omstilling i din by.
Vær åben og deltag i debatten, når der diskuteres tiltag som vind- og solenergi - Smid ikke ud, giv væk.
Brugte men stadig brugbare telefoner kan doneres.
1-1,5 milliarder mennesker har stadigvæk ikke den nødvendige infrastruktur til moderne kommunikation
Tak til Verdens Bedste Nyheder for lån af indhold.