Uge 17

UGE17 – biblioteket fejrer de 17 verdensmål

15.04.24
Hele uge 17 afholder Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne temauge omkring FN’s 17 verdensmål. Dette gør de i fællesskab med en lang række andre biblioteker landet over.

Hele ugen ud vil der være arrangementer og aktiviteter, som inspirerer, oplyser, forundrer og underholder! Alt sammen for, at vi i fællesskab bliver klædt bedst muligt på til arbejdet mod en bæredygtig fremtid for os alle og planeten, vi bor på.

Kom til foredrag med Jytte Abildstrøm, når den nationale klimahandledag markeres i Årslev med aktiviteter for alle aldre og fællesspisning i Kirkeladen. Bliv insektambassadør, og byg insekthuse i bibliotekshaven i Årslev. Gør en bæredygtig og god byttehandel til tøjbyttemarked i Ringe og Faaborg og byt grønt til plantemarked på slagterigrunden. De mindste kan lave solfangersommerfugle i udlånet på alle fire biblioteker, og de lidt ældre kan blive klogere, når vi i samarbejde med Forskningens Døgn stiller skarp på kunstig intelligens og fusionsenergi.

Hold øje med bibliotekets hjemmeside, alle arrangementer kan ses her. Nogle af aktiviteterne kræver billet.

Vi glæder os til at se dig!

 

Fakta:

FN's Verdensmål for bæredygtig udvikling blev vedtaget af verdens stats- og regeringsledere på FN-topmødet i New York den 25. september 2015. Målene trådte i kraft den 1. januar 2016 og skal frem til 2030 sætte os kurs mod en mere bæredygtig udvikling. Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne arbejder dagligt for at formidle målene til borgerne.

UGE17 er en landsdækkende bibliotekskampagne med fokus på folkelig forankring, borgerinddragelse og oplysning med afsæt i verdensmålene.