Ugens boganbefaling: romanen "Heksens alfabet"
’Heksens alfabet’ springer ud af Gouls skarpe pen og sætter arbejds- og familieliv i relation til universets større sammenhænge. Billederne flyder med genkendelige og satiriske scener, mens øjeblikke fyldes af gådefuld magi.
Den unge hovedperson Kamma er skrøbeligt gravid, men hverdagen kører videre på hendes arbejdsplads på biblioteket med kolleger, kageklub og klimakamp. Kamma kontaktes af kragerne, der kalder på hende uden for det bibliotek, hvor hun arbejder. Eller hun ved i første omgang ikke, at det er hende, de kalder på, før hun på en udlånsvagt møder Birgitte. Kvinden med det lange, grå hår skal have fundet artikler frem, der helst skal leveres personligt ved nymåne og ikke af noget system. Kamma bliver inviteret ind i den erklærede heks´ magi. Indføringen i hekseverdenen bliver starten på en særlig forbindelse med naturen og et møde med både frygt og støtte.
Kamma kan virkelig godt bruge noget magisk støtte. Angsten ligger lige under huden på hendes voksende mave, som hele tiden minder om det mistede barn, Ella, som pludselig ikke længere bevægede sig og måtte fødes dødt.
Den stærke sitren af angst er beskrevet så hjerteskærende, at det kan være svært for læseren at kapere komikken, der følger lige efter. Men livet går videre, og læseren må slugem at både ængstelig smerte og absurd humor kan være til stede på samme tid. Goul beviser netop i den modstilling, hvor irrationelt livet kan være, og hvorfor magien må genfindes. Ingen mor eller far kommer uberørt igennem det at miste et spædbarn.
De jævnlige hekseritualer hos Birgitte i kolonihaven fører Kamma gennem flere seancer, som udfordrer hende. Hun gennemarbejder i heksekunsten sin frygt for naturens mørke og giver plads til magien i både øvelser mod mørkeangst og fejring af jævndøgn. Med alrunerod, perikumknopper og en knivspids kønshår plukket ved nymåne går Kamma den længe ventede fødsel i møde.
Anmeldelsen er skrevet til litteratursiden.dk af Britta Langdahl