Ugens boganbefaling: "Shirley Jacksons Lotteriet"

12.09.23
Grafisk roman baseret på Shirley Jacksons horror klassiker. Miles Hyman indfanger fornemt den ildevarslende undertone i hele den vanvittige og rystende historie.

Anmeldelsen er skrevet til litteratursiden.dk af Pia Bechmann.

Miles Hyman, barnebarn af Shirley Jackson, har genskabt og fortolket den amerikanske horrorklassiker ’Lotteriet’ som grafisk fortælling. Det er midt sommer, og solen står klart på himlen i den lille, idylliske landsby. Mens børnene samler sten, gør byens ledere klar til lotteriet, et foruroligende og rystende scenarie, som er landsbyens særlige tradition; et årligt tilbagevendende ritual, der skal sikre høsten.

Denne ildevarslende fortælling er et mesterværk og en klassiker i amerikansk horrorlitteratur. Shirley Jackson er en stor stemme i den moderne gotiske gysertradition, men er herhjemme mest kendt for ’The Haunting of Hill House’ samt den nyligt oversatte ’Vi har altid boet på slottet’.

’Lotteriet’ er en stærk fortælling, urovækkende, frastødende og besnærende på én og samme tid. Den idylliske landsby gemmer på et rædselsvækkende høstritual, der har fundet sted gennem flere generationer, men som i den moderne tidsalder har mistet sin sande betydning. Trods dette finder ritualet stadigt sted.

Man forledes til at tro, at byens indbyggere lader sig kontrollere og diktere af stærk overtro i forbindelse med sommersolhverv via et grænseoverskridende ritual, der ikke kan brydes, men lever videre gennem mundtlig overlevering. Men er dette nu også den virkelige årsag, eller er der noget andet, der driver værket? Kan det virkelig passe, at disse mennesker bliver drevet af en trang til at finde en syndebuk gennem en latent ondskab, der vågner sommer efter sommer?

I Miles Hymans tegninger viser han personerne med tilknappede ansigter og delvist udviskede udtryk, som om de har en distance til selve handlingen, mens ritualet og udførelsen af det står skarpt i detaljen.

Historien er enkelt og stringent komponeret med en ildevarslende undertone, der understreger, at noget frygteligt vil ske. Hyman indfanger fornemt dette i sine flotte illustrationer, som er holdt i douce og brændt-gyldne farvetoner og derved smukt indrammer og understreger høsttemaet og hele denne skrækhistorie. Intet uvedkommende for fortællingen slipper ind, ingen slipper ud og i en lige linje beretter landsbyen om lotteriet og dets grusomme spilleregler.