Into the Grishaverse – en guide til Leigh Bardugos fantasyunivers

07.01.22
Har du set Shadow and Bone på Netflix? Så snyd ikke dig selv for bøgerne bag den fantastiske tv-serie.

Shadow and Bone er baseret på Leigh Bardugos bøger sat i hendes fantasyunivers, i daglig tale kaldet Grishaverse. TV-serien tager sit udgangspunkt i den første bog Grisha – pigen og mørkningen med enkelte karakterer fra Six of Crows-serien. Universet er så gennemført og helt igennem fantastisk, og karaktererne er nogen af de bedste, jeg har læst om. Der er udkommet i alt 7 bøger fordelt på 3 serier, hvoraf den sidste netop er udkommet på dansk i efteråret 2021. Der er også udkommet en bog med eventyr fra universet, som hedder Tornenes sprog. Det er så praktisk med bøgerne, at de faktisk er udkommet i kronologisk rækkefølge, hvilket også er den bedste måde at læse dem.

Shadow and Bone-trilogien

Trilogien, der startede det hele. Vi følger den splejsede og indadvendte Alina, som sendes i krig sammen med sin bedste ven, Mal. De skal sammen med resten af deres regiment krydse Skyggehavet, en mørk og farlig flænge, der har delt landet Ravka i øst og vest. Da de bliver angrebet under turen gennem Skyggehavet, viser Alina sig at have mægtige solkræfter. Hun er Grisha, en person med særlige evner, og snart indlemmes hun i deres fællesskab og tiltrækkes af Mørkningen, den øverste Grisha og general for Den Anden Hær. Men der er mere på spil end Alina lige går og tror.

Alina er en af den slags karakterer, som jeg rigtig godt kan lide. For godt nok er hun den sagnomspundne Grisha, der skal redde dem alle fra Skyggehavet med sine solkræfter. Men hun er også bare en forældreløs pige, som pludselig bliver en del af et magtspil hun ikke aner noget som helst om.

Six of Crows-duologien

Hvor Shadow and Bone fokuserede på Ravka, tager Six of Crows-serien os til Ketterdam, højsædet for import, eksport og illegale aktiviteter. Her møder vi Kaz Brekker, et kriminelt geni med sans for udspekulerede planer og smarte tricks, og ikke mindst en tørst for hævn. Sammen med hans slæng, hans Krager, sætter han sig for at udføre et umuligt kup, der vil gøre dem legendariske i Ketterdams kriminelle underverden – hvis de vel og mærke overlever det.

Man sidder på kanten af stolen hele vejen igennem, for der er bare fart over feltet og den ene cliffhanger tager den anden. Og så er humoren i den her serie bare helt i top, specielt hvordan de forskellige karakterer taler til og om hinanden. Glæd dig især til Jesper Fahey og Nina Zenik, to af mine absolutte yndlingskarakterer fra bøger. 

Six of Crows-duologien består af Kragens kald og Det korrupte rige
 

Nikolai-duologien

En konge, en general og en spion skal sammen prøve at skabe en fremtid for Ravka eller se det gå til grunde. Vi følger Nikolai, Ravkas nye konge efter begivenhederne i den første trilogi, som plages af eftereffekterne af krigen og en forbandelse, der hviler over ham. Og så er der hele det der med, at en konge forventes at gifte sig og give kongeriget en arving. Men det er ikke så nemt, når Nikolai hver nat forvandler sig til et skyggemonster uden kontrol. Zoya, en stærk Grisha og Nikolais general, forsøger at hjælpe ham med at skjule monsteret og finde en kur. 

Serien er også et gensyn med Nina fra Six of Crows-serien, som nu er i Fjerda som spion for Ravka. Og her får hun da også hurtigt lavet rav i den.

De to andre serier kan godt læse uafhængigt af hinanden, men den her vil jeg anbefale at læse efter de to andre. Noget af det, der sker i de foregående bøger, har nemlig stor indflydelse på Nikolai, Zoya og Ninas historie og vil derfor være en kæmpe spoiler. Men har man først læst en Grisha-bog og er blevet fanget, så går det nemt med at sluge resten af bøgerne.

Nikolai-duologien består af Den besatte konge og Når ulve hersker 
 

Tags