Foto: Juja Han (Unsplash)

De bedste litteraturpodcasts! Hold øre med disse

27.06.23
Elsker du podcasts? Hvis ”ja”, ved du så, at du også kan lægge øre til en række af de rigtig gode om litteratur? Hvis ”nej”, så har du en sommerindføring i sigte lige her.

”Friske faustnumre”: find den på eReolen.

Bibliotekarerne på Horsens Bibliotek stiller skarpt på bibliotekets nyindkøb. De kommer vidt omkring inden for faglitteratur, skønlitteratur, film og børne- og ungdomsbøger. En podcast varer ca. 40 minutter, og kan handle om alt fra lyserøde kaniner til spiselige gaver og hoftesvingende rytmer. Du får et praj om den enkelte podcasts indhold i afsnittenes overskrifter.

Start med første afsnit her:

”50 værker – højdepunkter i verdenslitteraturen”: find den på eReolen.

Denne podcast har bogen”50 værker–højdepunkter i verdenslitteraturen”  udgivet på Aarhus Universitetsforlag som stillads. Hvert afsnit varer en halv times tid, og højdepunkterne tæller bl.a. Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe og Sir Arthur Conan Doyles ”Et studie i rødt”

Start eventuelt med dette afsnit:

”Bogbrevkassen”: find den på eReolen.

I ”Bogbrevkassen” matcher Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne bøger med deres læsere – og omvendt. Med udgangspunkt i et lytterbrev taler studiets bibliotekarer om gode bøger inden for forskellige emner. Det kan være ”science fiction og fantasy for begyndere” eller ”Munter læsning, mens verden brænder”. Et afsnit varer mellem 20 og 45 minutter. Desværre er der ikke kommet nye afsnit i 2023, hvorfor du heller ikke vil kunne skrive ind til bogbrevkassen.

Hør eventuelt dette afsnit, som anbefaler god ferielæsning!

”Børnebogcast” – Københavns Biblioteker. Find podcasten på eReolen. 

”Børnebogcast” er en podcast til forældre, som ønsker inspiration til, hvad deres børn kan give sig i kast med at læse selv – og til højtlæsning. Der er afsnit om alt fra sommerferielæsning over gode klassikere til anbefalinger af ungdomsbøger og fantasy.
Afsnittene varer mellem en halv time og en time.

”Månedens forfatter” af Københavns Biblioteker - find podcasten via linket her.

Her bliver man forkælet med interviewportrætter af en aktuel forfatter baseret på et månedligt arrangement med publikum på Københavns Biblioteker. Afsnittene varer omtrent en time stykket.

”Brændende bøger”  af radiokanalen 24syv - find podcasten via linket her

Her er der noget på spil. Sammen med forfattere og læsere behandler podcastens værter diverse bøger, der ikke går stille med dørene, fra fortid og nutid. Der er emner såsom ”Hvorfor gifter hun sig nedad?” om ”Fru Marie Grubbe” og ”En håndsrækning til de anderledes” om Mads Ananda Lodahls roman ”Soft boys”. Afsnittene varer omkring en time. 

”Blixen eller kaos” af forlaget Gyldendal - find podcasten via linket her.

I studiet mødes kulturpersonligheder med forfattere og journalister – og så selvfølgelig podcastens værter. Nøje udvalgte bøger bruges som en brille, hvorigennem vi kan anskue verden med en bestemt styrke! Podcastens afsnit varer mellem et kvarter og en halv time. 

”LIVE fra Det Kongelige Bibliotek” af Det Kongelige Bibliotek - find podcasten via linket her.

Dette er en podcast med højdepunkter fra Det Kongelige Biblioteks kulturscene i Den Sorte Diamant. Her kan man eksempelvis lytte til Linn Ullmann i samtale med Lise Bach Hansen eller til ”Nøgenhed, kroppe og billedpornografien med Petra Kleis og Rune Gade”. Afsnittene varer typisk lige over en time. Nogle samtaler foregår på engelsk.
 

”Skønlitteratur på P1”, litteraturpodcast fra DR - lyt med via linket her.

I ugentlige afsnit dykker podcastværterne sammen med skiftende gæster ned i litterære tendenser. Afsnittene varer en time. Hør bl.a. om Christina Hesselholdts nye roman ”Til lyden af sin egen tromme”, der bebos af en livstræt psykiater med rejselyst.