Regler og takster

Bibliotekets tilbud er for alle. Du kan låne hos Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne, uanset hvor du bor. Det er gratis at bruge biblioteket - hvis bare du afleverer til tiden.

Sådan bliver du bruger på Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne

På biblioteket bruger du dit sundhedskort til at låne med. Til børn kan du få udstedt et særligt lånerkort. Lånerkortet er gratis.

For at låne skal du først oprettes som bruger ved personligt fremmøde eller via NemID. Du skal vise dit sundhedskort eller anden gyldig legitimation med CPR-nummer. Din adgang til at låne er strengt personlig og må ikke bruges af andre. Du er personligt ansvarlig for alt, der lånes i dit navn. For børn under 18 år har forældrene ansvar. Indmeldelse for børn under 18 skal underskrives af forældre/værge.

Voksne kan oprettes via NemID på fmbib.dk. Sundhedskortet vil herefter være gyldigt som lånerkort.

Adresseændring

Ændringer i adresse og navn sker automatisk. Du skal give besked hvis du får ny e-mail eller nyt telefonnummer. Hvis du flytter, og ønsker at skifte foretrukket afhentningssted for bestillinger, kan du gøre det hos personalet, eller på www.fmbib.dk under Min Side. Husk desuden at kontakte biblioteket, hvis du mister dit sundhedskort eller lånerkort.

Adgang til bibliotekerne i den selvbetjente åbningstid

Bibliotekerne er åbne for alle som er fyldt 14 år fra kl. 7-22. Børn og unge under 14 år har kun adgang i følge med voksne over 18 år. Adgang sker med sundhedskort, sundhedskort-app eller app'en 'Biblioteket'. Der skal ikke anvendes pinkode.

Udlånsregler

Du kan låne så mange materialer, du har lyst til. Lånetiden er normalt 30 dage. Kviklån har en lånetid på 14 dage. Dato for aflevering fremgår af din lånerstatus i selvbetjeningsautomaten eller på fmbib.dk, samt af den udlånskvittering, du kan få, når du låner. Du kan forlænge lånetiden, hvis materialet ikke er bestilt af andre - dog tidligst 14 dage før lånetidens udløb, og maksimalt 3 gange. Kviklån kan ikke forlænges.

Borgere i Faaborg-Midtfyn Kommune kan låne 2 e-bøger og 2 netlydbøger hver måned fra eReolen.dk, samt 2 film (8 point) fra Filmstriben.dk.

Udlån og aflevering sker normalt i bibliotekernes selvbetjeningsautomater. Du er velkommen til at få hjælp hos personalet i den betjente åbningstid. Alle lån skal registreres, inden du forlader biblioteket.

Aflevering uden for åbningstid kan ske i bibliotekets postkasse. Bibliotekets postkasse tømmes alle hverdage. Materiale, som afleveres i postkassen på sidste rettidige afleveringsdato, registreres først som afleveret den førstkommende hverdag med betjening, og anses derfor ikke som rettidigt afleveret.

Hvis du afleverer for sent skal der betales gebyr.

Gebyr ved for sen aflevering for voksne pr 1.1.2021

Overskridelse af afleveringsdato: 20 kr. 
Mere end 10 dagens overskridelse: 50 kr.
Mere end 20 dagens overskridelse: 100 kr.
Mere end 30 dagens overskridelse: 230 kr.

Gebyrer tilskrives ved afleveringen, og beregnes ud fra materialets rettidige afleveringsdato. Materialer med samme afleveringsdato, der afleveres for sent på forskellige datoer, vil udløse gebyr hver gang.

Notifikation om aflevering

Biblioteket udsender 3 dage før lånetidens udløb en reminder om at materialet snart skal afleveres. Notifikation udsendes automatisk som e-mail eller sms. Husk at give besked ved ændring i mail-adresse eller mobilnummer.

Hjemkaldelse efter overskredet afleveringsdato

Hvis afleveringsdato er overskredet med mere end 15 dage, udsender biblioteket en hjemkaldelse som e-mail eller sms.

Saldoopgørelse for mellemværende

Biblioteket udsender en saldoopgørelse for skyldige beløb som Digital Post. Har du ikke Digital Post, sendes saldoopgørelsen som almindeligt brev. Betalingsfrist er 30 dage. Ved overskredet betalingsfrist overdrages beløbet til opkrævning gennem Faaborg-Midtfyn Kommune.

Betaling

Du kan betale dit mellemværende på flere måder:

  • Kontant eller med MobilePay hos personalet i den betjente åbningstid
  • I app'en "Biblioteket", som benytter MobilePay til betaling.
  • Med MobilePay, Mastercard eller VISA/Dankort på fmbib.dk.

Erstatning af materiale

Hvis du mister eller beskadiger lånte materialer, skal materialet erstattes med prisen på materialet inklusive klargøring. Erstatningsprisen for dvd-film og spil er væsentligt højere end sædvanlig butikspris, da biblioteket skal betale en forhøjet pris for at opnå udlånsrettigheder.

Saldoopgørelse vedr. erstatning

Hvis afleveringsfristen overskrides med mere end 40 dage, oprettes erstatningsbeløb på materialets anskaffelsespris. Biblioteket udsender en saldoopgørelse på beløbet med en betalingsfrist på 30 dage. Bemærk, at erstatningsbeløbet automatisk bortfalder, hvis du afleverer de lånte materialer inden udløb af betalingsfristen. Hvis du betaler erstatningsbeløbet, og materialerne senere afleveres, vil det være muligt at få refunderet erstatningsbeløbet, forudsat du har betalt inden fristens udløb. Refundering vil være muligt i et år efter betalingsdato.

Opkrævning og rykkerforløb

Hvis gebyrer og/eller erstatningsbeløb ikke betales inden for 30 dage, vil beløbet blive overdraget til opkrævning gennem Faaborg-Midtfyn Kommune. Sagen vil herefter være afsluttet i bibliotekets system, og du vil ikke længere kunne se dit mellemværende på din lånerstatus på bibliotekets hjemmeside. Når en regning er overdraget til opkrævning gennem Faaborg-Midtfyn Kommune, er det ikke længere muligt at aflevere materialet og få refunderet erstatningsbeløb.

Opkrævning gennem Faaborg-Midtfyn Kommune følger kommunens officielle rykkerprocedure, med evt. inddrivelse via Gældsstyrelsen.

Udelukkelse

Brugere, der skylder biblioteket mere end 300 kr. i gebyr, vil efter skriftligt varsel blive udelukket fra at låne, indtil hele beløbet er betalt. Brugere, som gentagne gange ikke afleverer lånt materiale eller afleverer lånt materiale i beskadiget stand, kan efter skriftlig varsel udelukkes fra at låne indtil materialet er afleveret eller erstattet.

Biblioteket er for alle

Alle skal have en god oplevelse på biblioteket. Derfor forventer vi, at alle respekterer god ro og orden og følger personalets anvisninger. I modsat fald kan man blive bortvist fra biblioteket.
 

Ansvarsfraskrivelse

Biblioteket påtager sig intet ansvar, hvis lånte materialer beskadiger afspilnings- eller computerudstyr.

Lovgrundlag

Dette reglement er udarbejdet i overensstemmelse med Lov om Biblioteksvirksomhed.