#booktok

BookTok – hvor bøgerne kommer til live

03.11.22
Man skal vist have levet under en sten, hvis man ikke har i hvert fald hørt om TikTok, som eksploderede under lockdown verden over med bl.a. populære danse, sea shantys og små comedy skits. Men vidste du, at der faktisk er en hel underkategori på TikTok, som handler om bøger og læseglæde?

Under hashtagget #BookTok giver passionerede læsere deres anbefalinger, dykker ned i bøgerne og deler deres læseglæde. Her kan du også finde teorier, diskussioner, memes, fanart, cosplays og meget mere. På BookTok laver nogle af brugerne også lister som ’bøger der holdt mig oppe til kl. 3 om natten’ og ’bøger jeg ville sælge min sjæl for at kunne læse for første gang igen’. 

Det har skabt en ny bølge af læsere, hvor det store fokus er på, hvilke følelser læsningen giver dig. Var det en bog, der fik tårerne frem som Hanya Yanagiharas ’Et lille liv’ eller Adam Silveras ’De dør begge til sidst’? Var det en bog, som fyldte dig med varme og kærlighed som Alice Osemans ’Heartstopper’ og Becky Albertallis ’Hvis det er os’? Var der drama, hemmeligheder og intriger som i Taylor Jenkins Reids ’Evelyn Hugos syv ægtemænd’ eller E. Lockharts ’Vi var løgnere’? Følelserne er mange og BookTok har plads til dem alle. Det fungerer lidt som en kæmpestor international online læseklub.

Selve tagget har over 79 milliarder visninger og tallet stiger hver eneste dag. De fleste boghandlere, også i Danmark, har taget trenden til sig, og samler titlerne under overskriften #BookTok på både hjemmesider og i de fysiske butikker.

Har du læst nogen af de mest populære bøger på BookTok? Her er et lille udpluk af dem, som du kan finde på Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne. De fleste kan også findes som e- og lydbog på eReolen, eller på eReolen Global, hvis du vil hellere vil have dem på engelsk.