Ugens boganbefaling: "Vi er vel helte"

Anmeldelsen er skrevet til litteratursiden.dk af Maria Guldager Rasmussen

Gad vide, hvor meget der egentlig skal til, før børn – både små, store og voksne – afskriver en forælder? Ikke et spørgsmål, der umiddelbart lader sig besvare, men der er ingen tvivl om, at ”meget! ” ikke rammer helt ved siden af. Selv i tilfælde, hvor det bliver sværere og sværere at tro på, at tingene vil ændre sig til det bedre, kan man opleve, at éns eget afkom er det mest trofaste og loyale, man kan omgive sig med.

Den unge kvinde Billie er jeg-fortæller i Liv Nimand Duvås debutroman "Vi er vel helte". Det allestedsnærværende du er hendes far, som hun er vokset op hos og sammen med efter forældrenes skilsmisse for flere år siden. Far og datter boede i et hus, der nok kunne trænge til en kærlig hånd, men farens hænder er meget mere stemt for at spille bas i et rockband samt holde om flasker, glas, dåser og andre beholdere, der kan indeholde hans altfortærende last: Alkoholen. Og i virkeligheden er det måske dén, der er hovedpersonen i romanen, når den gang på gang indtager og overtager farens liv, og den nu voksne Billie for Gud-ved-hvilken-gang må smide, hvad hun har i hænderne og komme sin fordrukne og fortabte far til undsætning.

Det er både dybt rørende og dybt ulykkeligt at læse om, hvordan Billie nærmest er blevet forælder for sin far, der på nænsom måde toner frem som et både omsorgsfuldt og kærligt menneske. Han er ikke noget hverken ondt eller dårligt menneske – selvfølgelig ikke, har jeg lyst til at tilføje – men han byder sin datter dét, som ingen børn (uanset alder) burde bydes, nemlig den totale utryghed og usikkerhed, der altid vil være til stede, når noget har taget magten fra én.

Billie bor egentlig i Berlin, hvor hun er en del af et aktivistmiljø. Men på trods af ubeskrivelige uhyrligheder i Afrika, Mellemøsten og utallige andre steder på verdensplan, ser Billie igen sig selv droppe sit globale humanitære engagement til fordel for sin far, der hjemme i København igen er røget i et sort hul og blevet indlagt – mere død end levende. Og hun skammer sig. Siger som forklaring, hvis hun overhovedet kommer så langt, at hendes far er syg, hvilket jo heller ikke er løgn, men måske alligevel kun en halv sandhed. Og så ellers tilbage til København for at hanke op i faren.

Sproget er både smukt, poetisk og nøgternt midt i al elendigheden. Der er ingen selvmedlidenhed at spore, selvom Billie ellers nok kunne ha' grund til den, og jeg nærer den dybeste respekt for den seje, unge kvinde, som holder sig på benene trods byrden af den alkoholiske far, og for Liv Nimand Duvå, som har begået en bomstærk debutroman.