Ugens boganbefaling: romanen "Rende og hønse"

17.10.23
Overbevisende og vemodig fortælling om at miste retningen i livet er hensat til 90’ernes Udkantsdanmark.

Skrevet til litteratursiden.dk af Line Hoffgaard 

Linda Skaaret kredser i 'Rende og hønse' om skæve eksistenser og hverdagsliv i Udkantsdanmark. Det er fortællingen om den ensomme og rodløse Maja, der opsøger fortiden i sin stræben efter at vide, om livet kunne have formet sig anderledes, end det gjorde. Velkommen til et helstøbt tidsbillede, som vil være et herligt og nostalgisk gensyn for dem, der husker 90'erne.

Maja har gennem Arbejdsformidlingen fået arbejde i en grillbar på en campingplads i Vestjylland og flytter ind i en campingvogn. Hun skal arbejde i grillbaren med den energiske yngre Pia, som ikke ved, om hun vil være landmandskone og blive sammen med landmanden Preben. Maja og Pia skiftes til at gå ovenpå i privaten til den svagelige, storrygende og ikke altid venlige Lissy, som vil have serveret kaffe og småkager. Den ældre Olsen bor i nabocampingvognen og går til hånde på campingpladsen. Han vil gerne Majas selskab, men det gør hende beklemt.

Da Maja var ung, boede hun på selvsamme campingplads med sin klasse, og det var der, hun blev gravid, og barnets far ikke ønskede at være en del af det. Nu er datteren Sille næsten voksen, flyttet i kollektiv og gør alt for at lægge afstand til Maja og opvæksten. Gennem de korte telefonsamtaler med datteren forstår man, at de har flyttet meget rundt, og Maja har haft en del forskellige jobs. Majas rodløse, forsagte og ensomme sjæl har ladet tilfældigheder forme deres liv. Spørgsmålet, om tilværelsen kunne have være anderledes, melder sig og driver Maja til at udspionere datterens far. 

'Rende og hønse' er fortællingen om en række umage skæbner forankret til et sted og den samhørighed og omsorg, der kan opstå mellem mennesker. Et tilbageblik på starten af 90’erne, hvor man brugte mønter i telefonboksen, VHS-bånd, der skulle spoles tilbage, blå mascara og hjemmesolarium, og hvor indendørs rygning var en selvfølge, Prinsesse Diana var i sladderbladene, og ”Wind of Change” og ”Tre hvide duer” var hverdagens lydtæppe. 

Linda Skaaret kredser om hverdagens trivialiteter og tegner et genkendeligt og overbevisende tidsbillede af tilværelsen i Udkantsdanmark, som giver mindelser om Helle Helles universer og Lone Hørslevs Sorg og camping.