Ugens boganbefaling: Hekse hitter!
Faaborg-Midtfyn Bibliotekernes Ester Bjærge anbefaler
Forfatter Olga Ravn er aktuel med sin poetisk-fængslende roman ”Voksbarnet” (2023) – en roman skrevet på baggrund af flere års research. Romanen, som foregår på Christian IV tid, kan varmt anbefales. Især er det en sproglig genistreg at give fortællerstemmen til en voksfigur. Det lyder mærkeligt. Og det er det også, men også mesterligt. Voksdukken tilhører adelskvinden Christenze Kruckow, som anklages for trolddom og derfor må flygte fra Sydfyn til Nordjylland.
I ”Heksens alfabet” (2022) af Nanna Goul er heksekunst ikke kun noget, som hører fortiden til. Den højgravide bibliotekar Kamma bliver udpeget af bibliotekets faste besøgende, Birgitte, og snart begynder Kamma i hekselære i Birgittes kolonihavehus. Humor og alvor går hånd i hånd i denne lille, kloge bog om moderskab, klimakrise og nyfunden kærlighed til naturen.
Er man interesseret i at søge viden om heksen som historisk figur, eller vil man selv give sig i kast med heksekunsten, er der udkommet en række nyere faglitterære titler. I Aarhus Universitets Forlags serie ”100 Danmarkshistorier” finder man bogen ”Heksejagt” (2020) – en kortfattet gennemgang af de danske hekseprocesser med fokus på årene 1589-1651.
Og så er det vanskeligt at komme udenom heksen Dannie Druehylds klassiker ”Heksens håndbog”, som nu kan lånes i en lækker genudgivelse fra 2020. Andre titler for den kommende heks kunne være det flotte opslagsværk ”Historien om Tarot” (2023) af Alison Davies eller den lidt lettere udgivelse ”HEX: urter, klarsyn og medsøsteri” af Sanne Gottlieb også fra i år.