Ugens boganbefaling: biografien "Analfabeten"
Agota Kristof har oplevet meget smerte i sit liv. En hård opvækst i fattigdom, alene af sted på kostskole, et liv i trange kår i et besat Ungarn. Så flugten med et lille barn. Chokket ved pludselig at have mistet alt, sine venner og sin familie, sin kultur, sit sprog og sin mulighed for at kommunikere med andre. 'Den sociale ørken', som hun kalder det.
"Analfabeten" er en samling korte tekster, der tilsammen beskriver en forfatters tilblivelse midt i et liv med fattigdom, flugt og ensomhed. Kristof beskriver sine sorger og smerter direkte og uden omsvøb. Intet er holdt tilbage.
Agota Kristof har skrevet en hårdtslående, smuk bog, der beskriver flygtningeoplevelsen og dens måder at forme menneskers identitet på. En oplevelse, vi altid har brug for flere beskrivelser af, så vi ikke glemmer. Samtidigt er det en bog om en forfatter med stort F. Agota Kristof læser og fortæller historier i en tidlig alder. På kostskolen begynder hun at bruge skriften og dagbogsformen til at bearbejde og bære livets oplevelser og smerter. Samtidigt med at hun begynder at skrive skuespil som opføres for de andre børn.
Skriften bliver hendes ven, hendes drivkraft og dét, der redder hende. Netop derfor er oplevelsen med at miste sit sprog - med at leve i et land, hvor hun aldrig rigtigt kommer til at mestre sproget - voldsom. Selvom sproget bliver hendes redning, fordi hun ender med at udgive bøger på fransk og selv skrive dem på fransk, så er det også hele tiden et fjendesprog for hende. Jo bedre hun bliver til det, jo mere forsvinder det ungarske.
I bogens små, korte kapitler rammer Agota Kristof rent. En enkelt sætning kan bære enorm betydning, kompleksitet og smerte. Ingen udenomspjat, kun direkte ind i hjertet og livet. Elegant, sofistikeret, simpelt, hårdt, smukt og rørende. Hvis man ikke har læst Kristof før, er det her et glimrende sted at starte, før man giver sig i kast med trilogien, der starter med 'Det store stilehæfte'.
Anmeldelsen er skrevet til litteratursiden.dk af Katja Petersen