Bogtip - bøger om Grundtvig
De kendteste af værkerne er lejret solidt i den danske folkehukommelse. De læses og synges dagligt i kirker, på skoler og til familiesammenkomster. Grundtvig er den forfatter, der har flest sange optaget i Højskolesangbogen, og i Den danske salmebog er 253 ud af de i alt 791 salmer digtet, oversat eller gendigtet af Grundtvig.
Under overskriften ”På grund af Grundtvig" fejrer biblioteket de næste fem uger hans betydning for dansk kultur og tænkning.
Fem bøger om Grundtvig
Ønsker man en overkommelig introduktion, kan vi anbefale "Grundtvigs død" fra 2019 af Jes Fabricius Møller. Bogen er en del af serien 100 danmarkshistorier fra Aarhus Universitetsforlag og kommer på sine blot 100 sider godt omkring Grundtvigs betydning i samtiden og ikke mindst i eftertiden og i dag. Undervejs punkteres et par myter, mens andre nuanceres.
En grundigere indføring finder man i "Grundtvig rundt: en guide" fra 2018 af Ove Korsgaard. Bogen kan bruges som opslagsværk og er oplagt til fx uddannelse, da den foruden at være pædagogisk formidlet er brugervenligt opdelt i emneafgrænsede kapitler og suppleret med bl.a. en tidslinje.
I "Den Store mand: Nye fortællinger om Grundtvig" fra 2022 er udgangspunktet, at hver ny generation stiller historien sine egne spørgsmål. Grundtvig bidrager stadig til nye læsninger, og 16 yngre såvel som ældre eksperter kommer her med deres bud. Hovedpersonen præsenteres både som feministisk, grøn og maritim.
Søger man i stedet en god biografi, bør man (gen)besøge Ebbe Kløvedal Reichs "Frederik: en folkebog om N.F.S. Grundtvigs tid og liv" fra 1972. Med et nutidigt udtryk er der tale om exofiktion. Reich pynter (hensynsfuldt) fakta med fiktion, så beretningen om et afgørende liv bliver på en gang oplysende og underholdende. Og ja, den kan også læses i 2024.
Og vi må ikke glemme børnene. Nyeste skud på stammen af Sigurd Barrets børnefagbøger "Sigurd fortæller..." er "Sigurd fortæller om Grundloven" fra 2024 udgivet i anledning af Grundlovens 175-år fødselsdag. Ønsker man en kort, børnevenlig introduktion til Grundtvig kan man med fordel ty til kapitlet "Grundige Grundtvig". Bogen er velegnet til højtlæsning for børn fra ca. 7 år.
Bøgerne kan alle lånes på folkebibliotek og på eReolen. God fornøjelse!
Skrevet af Ester Kyed Lundager Bjærge