Ugens boganbefaling: romanen "Bjergets mund"

Skrevet af litteraturformidler Mai Ruby, Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne, for litteratursiden.dk

I denne flotte, tæt befolkede roman med den besjælingsvarslende titel er rosenfarme den primære indtægtskilde, og storbyens rose-trends må og skal følges. Bageriets Lili planlægger at blive landsbyens næste vogter efter gamle Usme, imens Rosa bare drømmer om at komme væk! Gabo skal med bus ind til hovedstaden, mødes med advokater, beskytte bjerget, og Mona sover ikke. Det gør man ikke, når man har en forsvundet datter. Ude i solen går den unge Clara og samler hemmeligheder, ja, Luis ved nok også noget. Baby Engel griner bare. Hun er: ”Det mirakel, ingen tror på.”.    

Af og til bliver kollektivromaner uvedkommende svingdørsromaner, men ikke Kudsks. I ’Bjergets mund’ synger alle stemmer med rette med, og ud strømmer en sjælden kakofonisk harmoni.   

Romanens gang spejler sig i månens faser og ordnes i afsnit fra ”aftagende” over ”nymåne” til ”tiltagende” og ”fuldmåne”. Og igen. I et måneaftagende afsnit aftager således også ordene. Til sidst står bare ”Silvia væver” flot tilbage.    
I landsbyen smager flere mennesker skuffet på livets gentagelser, men nu er de røde papegøjer fløjet ind i folks drømme. Så hvad med at lytte opmærksomt til varslet fra fugle og natur? Hvad med at finde svar i det gamle sprog? Hvad med ofrings-fuldmånemøderne ved søen ”Bjergets mund”? Den slags giver byens kirkegængere ikke meget for, og da slet ikke borgmesteren, alt imens de unge er optaget af storbydrømme, kærlighed og narkotika.

I bogens begyndelse sidder væversken Silvia med et billede, der bliver større og større uden at ændre størrelse. Hun: ”(…) ved, hvordan det hele skal se ud, men hænderne kan næsten ikke følge med.” Samtidig hviler landsbyen tungt i mørket, dets indbyggere drømmer uroligt . Sproget er fyldigt, metaforrigt, besjælingsbesmykket. Eksempelvis er bjergets mund dét kys, jorden og himlen gav hinanden.

Men man må være varsom, for fortællerstemmen udelader informationer og puster til ubalancer. For hvad skete der med forsvundne Ariana? Hvordan fejrer man 370-året for byens grundlæggelse i nogenlunde harmoni, når det slet ikke var hér, det hele startede? De unge drømmer om at være voksne og smager på mørket i mørket ... De voksne drikker kaffe og frugtte, spiser rosinboller, engagerer sig i byen, længes (efter kærligheden, at blive sig selv, at være et andet sted), mærker byens tyngde og dens ubarmhjertigt intense ”liv møder død”-øjeblikke.

Her i sansefloret under de lunefulde hilsner fra himlen opstår en af årets bedste romaner.    
I en flot prosalyrisk stil tager Kudsk cirkulariteten i egen hånd. Således indledes sætninger med små begyndelsesbogstaver, og sideordningskonjunktionen ”og” afslutter mange linje frem for at indlede dem. Dette lille ”og” er en rytmegiver og et løfte om en forbindelse til det næste. Intet slutter her.    

Jeg tror lige, at jeg læser bogen igen …