Ugens boganbefaling: "Mænd fra forskellige civilisationer"
Skrevet til litteratursiden af Anne Kathrine Laursen
Det er med en vis bæven, jeg anmelder Sharnush Parsipur, fordi hun er en eminent historiefortæller og ikke mindst, fordi hendes universer er meget langt fra den danske logik. Hendes bøger foregår i en mellemøstlig sfære, som har et helt andet centrum og kulturforståelse end den vestlige forestillingsverden. Der er derfor en stor fare for, at Parsipurs univers flyver en dansk læser over hovedet, og at man forgæves leder efter en lineær fortællestruktur i hendes tekster. Det er bedst at give slip på trangen til en fornuftstyret, afrundet fortælling.
Sharnush Parsipur er iraner, men hun er også emigrant, der er bosiddende i vesten. Eller nærmere flygtning, da et autoritært regime har fordrevet hende fra den kulturhistorie, hun er rundet af. I ‘Mænd fra forskellige civilisationer’ skriver Parsipur om iranske civilisationer, men også om verdenscivilisationer og den måde, de påvirker hinanden og om faren ved at ensrette alle efter samme skabelon. I de ni forskellige civilisationer, hun præsenterer os for, dræbes kunstnersjæle og kulturer, når de bliver tvunget til at indrette sig et overherredømme.
Sharnush Parsipur skriver cirkulært, og personer og steder vikler sig ind og ud af de ni historier. Det kan minde lidt om Gabriel Garcia Marquez’ 100 års ensomhed, men det er strammere og mindre forvirrende. I ‘Mænd fra forskellige civilisationer’ er alle mænd enten glatragede, har skæg eller spiller tar. Den tarspillende mand går igen som historiebærende, hvormed Parsipur understeger, at det er kunstneren, historiefortælleren, som udvikler og bærer sin civilisations sjæl. Den hurtige verden med masseproduktion, massevold og en hel masse maskiner skænder og ødelægger det smukke og rige ved forskellighed.
Samtidig er der en krads kolonialisme-kritik i Parsipurs ni fortællinger, f.eks. i historien om Mænd fra Mohenjo Daro, som er den eneste fortælling i ‘Mænd fra forskellige civilisationer’, der ikke omhandler civilisationer i Iran, men derimod i Indien:
“Da han fokuserede blikket, kunne han se, at Mohenjo Daro var ved at forsvinde ned i dyb glemsel. Han spekulerede på, om dagen, hvor han kunne få lov til at fortælle om det storslåede hav, som alle svømmede i, nogensinde ville komme. I havet var der nemlig ingen som slog hinanden ihjel… Men problemet var, at der ikke fandtes maskiner i Mohenjo Daro… Når man ikke har maskiner i en civilisation, betyder det, at ens hjerne ikke fungerer optimalt, og ens intellekt ikke er en døjt værd. En hjerne der fungerer godt bygger maskiner.”
Mændene fra de forskellige civilisationer har de samme karakteristika. Jeg læser det, som om Parsipur vil sige, at vi alle er mennesker, der har noget grundlæggende tilfælles, men at vi må sørge for at dyrke og vedligeholde vores forskellige civilisationer og lade os inspirere og berige af hinandens forskelligheder.
Parsipur skriver rammende, kort og humoristisk. Men hun skriver også drømmende, springende, og overraskende. Man ved aldrig hvor den historie, man læser, ender. Hun minder mig om vores egen Karen Blixen - hun er en eminent storyteller, hvis tekster hele tiden undviger sig en klar tydning eller morale. På trods af det lille format er ‘Mænd fra forskellige civilisationer’ store eventyr, overraskende kulturelle indblik og meget smuk kunst.