Ugens boganbefaling: "Det manglende lys"
Skrevet af Thomas Damholt for litteratursiden.dk
Nino Haratischwili, der havde stor succes med den mammutlange Det ottende liv, er tilbage med den kun halvt så lange, men effektive og velskrevne 'Det manglende lys'.
Hovedpersonen Keto bevæger sig i nutid gennem en fotoudstilling i Bruxelles med billeder taget af hendes barndomsveninde, Dina. Hendes to andre barndomsveninder, Nene og Ira, er også kommet til ferniseringen af udstillingen, hvor de tre efter ca. 20 år endelig genforenes.
De går sammen gennem udstillingen og genoplever således deres tumultariske ungdom i det kaotiske Georgien i 1990’erne. Den verdenskendte fotograf Dina brugte nemlig i høj grad veninderne som motiver, men også deres brødre og kærester, garneret med fotos af hverdagsliv, optøjer og krig i det dengang urolige land.
Stille og roligt optrevles en idyllisk barndom og en ret løfterig tidlig ungdom, hvor de fire veninder havde hinandens rygge, som man siger, mens det sidenhen forvitres. Ungdommens hormoner og toksiske, patriarkalske mandeidealer, bringer nemlig kaos, da de unge forelsker sig i hinandens nærmeste i baggården i den stærkt skildrede fattige sovjetiskdominerede, lovløse hovedstad, Tbilisi.
Nino Haratischwili skildrer mesterligt problematiske venskaber og romantiske forhold, og særligt hvordan kvinderne må gå nærmest på line for at være sig selv i dem; ja, hvis de overhovedet får lov til at blive på den line. Et stort tema i bogen er nemlig en slags tvangsægteskaber, hvor de unge kvinder er en slags handelsvare mellem mere eller mindre, kriminelle unge mænd og deres magtfulde fædre.
Efterhånden som løsrivelseskrigen mellem Abkhasien, støttet af Rusland, og Georgien tager fart i slutningen af 90’erne og heroinen gør sit indtog i området, tager historien endnu et tragisk nøk, og de tre kvinders traumer oprulles, og man får, selvfølgelig, også opklaret hvad der er sket med den karismatiske, vilde Dina, men hvad vil jeg ikke afsløre her.
Jeg var godt underholdt hele vejen af denne effektive og realistiske gangsterromance, hvor jeg samtidig lærte meget om det for mig ret ukendte land Georgien.