Ugens boganbefaling: biografien "Renegades: Born in the USA"

22.02.22
To begavede, sårbare og humoristiske mænd i personlige og politiske samtaler om det forjættede land, barndom, drømme og musik

To begavede, sårbare og humoristiske mænd i personlige og politiske samtaler om det forjættede land, barndom, drømme og musik 

De to mænd lærte hinanden at kende, da Barack Obama førte valgkampagne frem mod præsidentvalget i 2008, og de udviklede snart et nært venskab, som også indbefatter deres hustruer. I bogen taler de meget om deres barndom, hvor begge led under fraværende fædre.

Begge elsker de åbne vidder, men taler også om paradokset i at have brug for den hjemlige tryghed. De taler om de dybe venskaber. Særligt spørger Obama ind til Springsteens forhold til den afdøde legendariske saxofonist Clarence Clemons, som var en af Springsteens tætteste venner. De elsker deres land men overvejer manglerne, heriblandt den amerikanske kultur for dét, der definerer en rigtig mand, som desværre bygger på snævre idéer om maskulinitet og ikke har ændret sig, siden de var børn.

I samtalen om, hvordan man reformerer en amerikansk mand, fortæller Springsteen, at han har gået i terapi, mens de begge taler varmt om den udvikling, deres ægteskaber har bidraget med. Jeg efterlades med en fornemmelse af at have overværet to mænd, der ikke er bange for at udstille deres egen sårbarhed. Det gør oplevelsen både fin og levende.

’Renegades’ er fyldt med billeder af de to mænd. Desuden indeholder bogen kuraterede, håndskrevne sangtekster af Bruce Springsteen samt nogle af Barack Obamas mest bevægende taler. Samtalerne virker på ingen måde forcerede, men meget naturlige og søgende med masser af tanker og uafsluttede sætninger, der kan generere endnu flere interessante møder. Selvom de to er enige om mange ting, udbygger de deres snakke, så de ikke blot føles som et ekkokammer.

De har begge bevaret håbet om et bedre USA, hvor det ulige økonomiske system rettes op, og hvor der ikke foregår diskriminering. Et USA, hvor idealerne og virkeligheden ikke er så langt fra hinanden. Men de er også realister og diskuterer, hvad der former mennesker, og hvordan vi kan forme andre.

Bogens layout er virkelig lækkert. Det understreger dialogen og sætter fokus på samtalerne.

Anmeldelsen er oprindeligt skrevet til litteratursiden.dk af Jette Greibe →

Materialer