instrumentudlån

Nu kan du låne instrumenter på dit bibliotek!

Skal din sommer genlyde af håndspillet musik?

Hvad enten du vil genoptage en næsten glemt affære med en florlet tværfløjte eller forfølge en uforløst drøm om at svinge violinbuen for første gang, har du nu muligheden for helt uforpligtende at udforske og udvikle din musikalitet.

Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne og Faaborg-Midtfyn Musikskole har nemlig indgået et samarbejde, der gør det muligt at låne et udvalg af Musikskolens strenge, stryge- og blæseinstrumenter på dit bibliotek.

Fra d. 15. juni kan du låne musikinstrumenter på biblioteket i både Ringe og Faaborg. Instrumenterne kan lånes 30 dage ad gangen ligesom en bog.

Biblioteket er gået ind i samarbejdet med ønsket om at styrke et levende bibliotek, der er vedkommende for alle borgere og samtidigt udnytte muligheden for at bringe bibliotekets mange musikrelaterede materialer i spil. Biblioteksleder Birthe Mogensen fortæller ”Vi vil gerne understøtte glæden ved at spille musik med denne mulighed for at låne forskellige musikinstrumenter og når man kommer for at låne et instrument er det naturligvis oplagt at frekventere bibliotekets store samling af nodebøger, musikbiografier og plader.”

Musikskoleleder Jakob Popp Riis Hansen fortæller at det er Musikskolens ambition at gøre adgangen til musik og musikinstrumenter tilgængelige for alle i Faaborg-Midtfyn Kommune ”… så det nu bliver muligt for alle borgere at få hænderne i instrumenter og mærke på egen krop og sjæl, hvor fantastisk givende det er at spille et instrument”.  

For at låne et musikinstrument skal du være 18 år, bosat i kommunen og oprettet som låner på biblioteket. Børn og unge under 18 kan låne et instrument, hvis en forælder eller værger underskriver lånekontrakten.

Læs mere om muligheden for lån af instrumenter.

Faaborg-Midtfyn Musikskole