Spil dansk - Deleuran og Balsby og LIN

Spil Dansk koncerter på biblioteket

28.10.22
Oplev LIN og duoen Deleuran & Balsby. Uge 44 er Spil Dansk uge. En uge om året med ekstra fokus på dansk musik og sange. Vi markerer det med 3 akustiske koncerter i biblioteksrummet i Ringe og Faaborg. Forvent sange på modersmålet pakket ind i lækker akustisk guitarlyd.

Koncert med LIN - ung upcoming sanger-sangskriver

Tirsdag den 1. november kl. 15.00 på Ringe Bibliotek.

LIN (Lin Glasdam) er en 21-årig upcoming musiker, som komponerer, spiller og synger egne sange. Hendes kendetegn er akustiske guitarakkompagnementer og reciterende tekster, og hendes kommende debut-EP ‘Holder Mig Vågen’ skildrer hverdagsrealisme, hvor både melankolien og humoren lurer under overfladen.

Til koncerten på Ringe Bibliotek spiller LIN et udvalg af sine fine dansksprogede sange - helt akustisk i biblioteksrummet - så kom og få en intim og nærværende musikalsk oplevelse.

LIN er Karrierekanon-artist på DR og to af numrene fra den kommende EP kan høres her: Lin | KarriereKanonen | DR

Koncert med den garvede duo Deleuran og Balsby

Torsdag den 3. november kl. 15.00 på Faaborg Bibliotek

Lørdag den 5. november kl. 11.00 på Ringe bibliotek

Oplev Deleuran & Balsby og deres nærværende og vedkommende danske sange fremført helt akustisk i biblioteksrummet. Sangene er ikke ment som let fordøjelige sange. Derfor kaldes de collager af ord. Nogle gange simple andre gange abstrakte eller lyriske.

De er lavet i en (legesyg) voksen mands univers. Livserfaring, indsigt, tanker og humor er nogle af ingredienserne.

I efteråret 2021 udgav Deleuran & Balsby et lille album. Det hedder ‘Collager af ord’ og ligger på diverse streaming platforme og YouTube.

Om Poul-Erik Deleuran og Jørgen Balsby:

Som unge teenagere voksede de op i Hinnerup i nærheden af Århus. Her begyndte de at spille guitar og delte drømmen om engang at blive gode til det. Efter nogle år skiltes deres veje, men guitaren holdt de fast i. For to år siden løb de ind i hinanden igen. Denne gang på Fyn. Der blev grinet en del. Det viste sig at de hver for sig -og i forskellige sammenhænge- havde spillet på mange af landets scener. Fra de mindste til de største.

Poul-Erik havde i en årrække skrevet sange til forskellige danske og internationale bands, og var igen begyndt at skrive sange. Nu på dansk. Sangene faldt i Jørgens smag, og de syntes begge at deres udtryk skulle være akustiske guitarer. Så tæt på ‘unplugged’ som muligt.

Deleuran & Balsby har i løbet af de sidste to år været ude at spille mere end 80 gange. De elsker de små scener og den intimitet der opstår.

Alle koncerter er gratis og kan opleves i biblioteksrummet.