Fremtidsværksted

Genstart dit klimahåb!

Kom til fremtidsværksted om bæredygtighed

Vil politikerne, virksomhederne, forskerne og samfundets etablerede institutioner kunne løse den alvorlige biodiversitets- og klimakrise vi står med i dag? Eller kræver det at vi alle begynder at indrette os meget anderledes og laver et nyt samfund?  

Den 29. november inviterer vi unge fra Midtfyns Gymnasium og Faaborg Gymnasium til fremtidsværksted om bæredygtighed på Ringe Bibliotek.   

I fremtidsværkstedet vil vi genstarte klimahåbet. Her skaber vi sammen en tryg ramme for at udvikle et fællesskab af unge, som er bekymret for kloden, og ikke vil stå alene med det. Vi arbejder med at udvikle kritik, drømme og ideer til handling.  

Hvordan kan vi komme til at leve mere livsvenligt? Hvordan kan vi drage omsorg for det sted vi lever? Hvordan kan vi skabe fællesskaber, så vi ikke er alene? Hvordan kan vi lave om på alt det vi plejer at gøre? Hvordan kan vi være klodeomsorgsfulde, når vi er så små og få? Hvordan kan vi bevare håbet og skabe handling, der gør en forskel? Hvordan kunne vi tænke os, at vi kunne leve anderledes?  

Uanset om du er drevet af trodsigt håb, rasende utålmodighed eller lammet af klimaubehag kan fremtidsværkstedet hjælpe dig med at tænke tingene forfra og styrke din handlekraft sammen med andre unge.   

Til at guide os gennem dagen har vi inviteret en af landets førende forskere indenfor bæredygtighed, Michael Paulsen fra Syddansk Universitet, samt performancekunstnerne Tora Balslev og Helga Rosenfeldt, der begge arbejder professionelt med bæredygtighed fra en kunstnerisk vinkel.  Sammen vil de stå for fremtidsværkstedet, der tager os gennem tre faser: kritikfasen, drømmefasen og virkeliggørelsesfasen. Målet er at etablere fællesskaber, der sammen tør drømme og udvikle konkrete ideer til handling.  

Rammen vil være afslappet og hyggelig med pauser, lækker mad og snacks undervejs. 

Arrangørerne er Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne, Midtfyns Gymnasium, Faaborg Gymnasium og CUHRE, Syddansk Universitet.   

Projektet er støttet med midler fra Den Faberske Fond, Merkur Fonden og Folkesparekassens Fond. 

 

Tags