Biblioteket To Go

Har du en travl hverdag? Så lad bibliotekarerne gøre den nemmere med Biblioteket To Go. Du bestiller - vi pakker - du henter.

Er måltidskasser og andre pakkeløsninger lige noget for dig? Så er der stor sandsynlighed for, at du vil synes om vores tilbud: Biblioteket To Go. 

Biblioteket To Go er en gratis abonnementsordning, hvor vi sørger for, at du får udvalgte bøger, spil, lydbøger og/eller musik efter din smag en gang om måneden - lige så længe, du ønsker.

Du kender nok diverse måltidskasser, og på biblioteket har vi byttet maden ud med alle de lækkerier, der står på bibliotekets hylder. Du kan f.eks. lade dig friste af varianterne ”Til fryseren” indeholdende isnende krimier og spændingsbøger, ”kokkens valg” til den eventyrlystne eller sød musik.

Bliv lidt klogere på Biblioteket To Go her ↓

Biblioteket To Go

 

Det er nemt, hurtigt og gratis

Bibliotekarerne pakker, og du kan hente fra 1. tirsdag i måneden og en uge frem i den betjente åbningstid på dit nærmeste bibliotek: i Broby, Faaborg, Ringe eller Årslev. Aflevering af din To Go-ordre sker, når du henter din nye måneden efter.   

Biblioteket pakker poser eller kasser til børn, unge og voksne og gerne til flere aldersgrupper ad gangen, dog maksimalt med 10 materialer pr. bestilling.