Biblioteket anbefaler

World Mental Health Day - læsning og mental sundhed

D. 10. oktober er det FNs internationale dag for fokus på mentalt helbred.

I Faaborg-Midtfyn bibliotekerne har vi i mange år arbejdet med læsning som en del af det at være mentalt sund.

Af Peter Nordahl

Foto: Nikolai Linares

Læsning er i sig selv sundhedsfremmende, det styrker hjernen, empatien og indlevelsesevnen. Når du læser, bliver din hjerne stærk, og du bliver bedre til at koncentrere dig. Dette gælder især, når du “læser dybt”, altså når du lader dig “falde ind” i en god historie, og tiden bare går. Hvornår har du sidst prøvet det? 

Men læsning i fællesskab kan noget helt særligt, især for mennesker med stress, angst og depression. Det kan man fx opleve ved guidet fælles læsning, hvor en læseguide læser højt af en tekst, som man efterfølgende taler sammen om. I samtalen er der fokus på stemning, spejling, atmosfære og følelser, og alle kan være med. På den måde åbner litteraturen for samtaler, som ellers kan være vanskelige. 

Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne har i samarbejde med Det mobile sundhedscenter og Kulturregion Fyn igennem flere år haft kurser med naturterapi, mindfulness og guidet fælleslæsning. Dels har biblioteket været samarbejdspartner i “Kultur på recept”, hvor flere kulturelle aktører deltager, og dels har bibliotek og sundhedscenter sammen afviklet “NaturLitt” i flere omgange. Her mødes man udendørs og er fælles om naturterapi, læsning og mindfulness. Langt de fleste deltagere melder om mere ro og bedre humør, når de har deltaget i kurset.  

 

Hvis du vil vide mere om læsning og mentale fordele, kan du blive klogere her: 

Specialrapport - Pejlemærker i aktuel forskning om læsning 

Hvis du vil vide mere om NaturLitt, kan du se mere her: Natur-litt - kursus for kvinder 

 

Har du lyst til at være med i en læsekreds og mærke fælleskabet omkring læsning, er der åben for tilmelding til Læsekredsen Tove Jansson for voksne på Årslev Bibliotek. 

Biblioteket hjælper også gerne, hvis du ønsker at oprette din egen læsekreds. 

Vi har samlet det hele her.