Læs med i december. Tekster fra Bibliotekets Forfatterskole - del 4

Pernille Nederland der er underviser på Bibliotekets Forfatterskole fortæller:  

“På Forfatterskolen skriver vi på stedet. Alle tekster bliver til på enten 7 eller 25 minutter. De er rå. De er uredigerede. Men de er fulde af liv og potentiale. 

Det er de tekster, vi kommenterer og snakker litteratur ud fra. 

Intet andet. 

Kun det, vi skaber på stedet.” 

Har du selv lyst til at skrive? Så begynder der en ny sæson til januar. 

Læs mere om forfatterskolen her – den er for alle fra 14- 99 år - og det koster 300 kr for en sæson.  

Rigtigt god læselyst! 

Sif Fuglsang 

Mokai til en 5'er

Lucas ruller ud af indkørslen, en hånd på rattet, den anden begravet i handskerummet hvor den blindt famler rundt, slår bolsjer og kuponer til side, for at gribe fat i solbrilleetuiet. Aftenen kaster et gyldent skær over byen, asfalten glitrer, og bilen skramler ned af gaden.

”Drej til venstre om 50 meter.”

Den monotone stemme bliver skåret af, da Lucas putter solbrillerne på.

”Jeg ved da godt hvor stationen er, ik’ os?”

Han slukker for GPS’en, og tager et sving til venstre.

Radioen tager over, måske P4, han ved det ikke, men sangen kender han, og han nynner stille med, rammer ikke helt tonen.

Så sker det.

Han tager endnu et sving og et dyt skærer gennem den stille aften. Instinktivt flyver en langefinger i vejret, rettet mod bagruden, men det er ikke bilen bag der dytter.

Nej, det er bilerne foran. I en lang række holder de på vejen, stille.

”Hvad fanden,” mumler Lucas, og ruller vinduet ned, stikker hovedet ud. Jo sandt nok, der er kø så langt øjet rækker, på en helt almindelig torsdag.

Bilernes dytten og den fjerne rumlen af et tog overdøver råbene fra længere nede ad vejen.

Med et suk læner han sig tilbage i sædet, ruller vinduet op igen og finder sin mobil frem. Burde han skrive til Emil, som sikkert snart ankommer oppe på stationen?

Så snart tanken slår ham begynder bilerne at rykke, og han lægger mobilen fra sig. Det var nok ikke en trafikprop alligevel.

Men det er det. Efter 15 minutter kan han stadig se vejen han kom fra, men nu kunne han også se noget andet. Politibiler var smidt ind på fortovet, under et banner ved Netto om Mokai til en 5’er. Skydedørene kørte frem og tilbage i et håbløst forsøg på at hjælpe menneskemyldret ud og ind under politiets fløjter og kundernes råb. Seriøst? Det måtte han fortælle Emil når han havde hentet ham. Måske skulle de også tage et smut forbi Netto på vej hjem.

Her synes trafikproppen også at lette, da de fleste biler kører ind på parkeringspladsen.

Han står ud og strækker sig, strækker sig i de sidste solstråler, før han kaster et blik over stationspladsen.

Emil er der ikke.

Hvad fanden?!

Han traver op mod stationen, skærmen viser at Emils tog burde være ankommet for

7 minutter siden. Så hvor fanden bliver han af?

Hastigt trækker han telefonen fra lommen til øret, når kun lige at taste kontakten ind.

Hans vejrtrækning lyder høtj mod den blanke skærm.

”Dette er telefonsvareren...”

”Jeg vil ik’ tale med dig, hvor fuck er Emil?” Hvæser Lucas ad mobilen, efterfulgt af tonen, biiiip.

Nej, en talebesked vil han i hvert fald ikke lægge!

Han trykker rød, og finder Emils besked i stedet.

- Hvor er du? Taster han, og cirkulerer åndsfraværende på de grå fliser. Da det går op for ham hvad han laver, stopper han.

Et minut går, fulgt af et andet.

Efter fem minutter og intet svar, træder han ind på selve stationen, løber til perronen hvor Emils tog er stoppet for 13 minutter siden. Han er der ikke!

Lucas løber frustreret tilbage mod bilen og smækker døren.