Biblioteket anbefaler

Læs med i december. Tekster fra Bibliotekets Forfatterskole - del 3

I løbet af december måned præsenterer vi tekster fra Bibliotekets Forfatterskole. De 4 tekster, vi bringer, er skrevet af Løkke Pedersen og Sif Fuglsang, som begge er omkring 16 år, og har gået på Forfatterskolen i flere sæsoner.

Af Peter Nordahl

Tekstuddrag: Løkke Pedersen - Layout: Peter Nordahl

Pernille Nederland der er underviser på Bibliotekets Forfatterskole fortæller:  

“På Forfatterskolen skriver vi på stedet. Alle tekster bliver til på enten 7 eller 25 minutter. De er rå. De er uredigerede. Men de er fulde af liv og potentiale. 

Det er de tekster, vi kommenterer og snakker litteratur ud fra. 

Intet andet. 

Kun det, vi skaber på stedet.” 

 

Har du selv lyst til at skrive? Så begynder der en ny sæson til januar. 

Læs mere om forfatterskolen her – den er for alle fra 14- 99 år - og det koster 300 kr for en sæson.  

 

Rigtigt god læselyst! 

 

Løkke Pedersen

Dagslys


Mælkebøttefrøene flyver rundt som glimmer, mens hunden løber gennem marken.

Dens tunge hænger ud af munden, og dens hale svinger frem og tilbage i takt med dens lange spring.

Græsstråene omkring den bøjer til siden, og gør plads, mens mælkebøtternes frø bliver frigivet af hunden. De flyver op mod himlen som stjerner i dagslyset.

Solen reflekteres i hundens brune lokker. Den grønne og hvide mark sigter så langt øjet rækker.

Nogle glade gø undslipper hunden, mens en lille pige i solens kjole løber rundt med den. Hendes latter flyder ud mod den blå himmel.

Hunden snuser efter kæppen den lille dreng kastede, og løber stolt tilbage med hovedet op mod skyerne. Pinden bliver smidt foran drengen som tager den op og laver et lille hop, da han kaster den en smule skævt af sted.