Børge Meibom grafik

Om dette arrangement

Tid
10:00 - 17:00
Pris
Gratis
Bibliotek
Målgruppe
Voksne
Udstilling

Børge Meibom udstiller i Store Sal

18.04.24 - 15.06.24
Henover foråret kan du opleve grafiker Børge Meiboms værker i salene på Ringe Bibliotek.

Børge Meibom er anerkendt kunstner med mange års erfaring indenfor forskellige grafiske udtryk.

På udstillingen præsenterer han dels træsnit og grafik, dels et udvalg af skitser og tegninger fra værkstedet. Værkernes motiver spænder over det figurativt genkendelige til det mere abstrakte. Udstillingen præsenterer flere af Meiboms forskellige serier. Blandt andet kan man opleve et udvalg af værker fra Meiboms udstilling på Nyborg Slot i 2009. Værkerne er fascinerende fortolkninger af de forskellige personkredse omkring Christian II og Det stokholmske blodbad (1520).

Grafikkens nærvær:
Børge Meiboms fascination af grafikken udspringer af, hvad han kalder ”eksklusiv intimitet”. Gennem sin lange karriere har han arbejdet med forskellige grafiske udtryk såsom litografi, træ- og linoleumssnit samt navnlig koldnål, raderinger og aquatinteætsninger. ”Teknikken er voldsom” forklarer han ”der er store kræfter på spil i processen. De spor der skabes under bearbejdningen, og som viser sig på papiret kan i udtrykket rumme sarthed og intimitet, men også afsløre teknikkens voldsomhed.”

Om udstilleren:
Børge Meibom blev uddannet ved det Fynske Kunstakademi i 1975. Siden sin debut på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1980 har han flere gange deltaget i større censurerede udstillinger bl.a. Kunsthal Charlottenborg. Han har flere separatudstillinger bag sig heriblandt på Silkeborg Bad og Nyborg Slot. Endelig har han deltaget i en lang række gruppeudstillinger og står bag flere udsmykningsopgaver.

Børge Meibom er optaget i Weilbachs Kunstnerleksikon og flere af hans grafiske værker er erhvervet af bl.a. Odense Bys Museer. Han er medlem af Billedkunstnernes Forbund, Danske Grafikere, Fyns Grafiske Værksted og Dansk Billedhuggersamfund.

Læs mere om udstilleren og se et udvalg af hans værker på www.b-c-meibom.dk.

Udstillingen åbnes med fernisering torsdag d. 18. april kl. 16.00, hvor kunstneren vil være til stede. Biblioteket byder på et glas, og alle er velkomne!

Udstillingen kan besøges i bibliotekets betjente åbningstid til og 15. juni 2024.
Kontakt gerne personalet inden besøget, da salene kan være optaget.

Tags