Kom i gang med: Matias Faldbakken
Norske Matias Faldbakken må være født under et lysende bogstav. Har du ikke mødt ham før, så er det godt, at du læser med her. For ham Faldbakken, han er en eventyrlig samfundsbetragter og -kritiker. En udsøgt bearbejder af ordmasse. En elegant og kompromisløs stilist.
Af Mai Villadsen Ruby
Tilløb
Når han ikke skriver spiddende om samfundet, lægger Matias Faldbakken glødende kul under umulige kærlighedshistorier og udtværer vores tidsbegreb, han bygger miljøer, der kan få hårene til at rejse sig i nakken på dig, og han hilser det grimme og uforståelige velkommen.
Lyder det bøvlet? Det er det også, men det er alt bøvlet værd.
Ud over at være forfatteren bag en række bedre end gode og roste romaner er Matias Faldbakken også en anerkendt kunstner; søn af keramiker Gro Skåltveit og forfatter Knut Faldbakken. Født i ... Du gætter det aldrig ... Hobro.
Lad os nu se på Faldbakkens bøger.
Stakkel
Senest har Matias Faldbakken sendt romanen "Stakkel" ud til læserne. En forbandet finurlighed af en fortælling, der i Oslo og omegn handler om barndomstraumer, outsidere, umulig kærlighed, omsorg og kunst uden grænser. "Stakkel" begynder på en markvej og ender i en retssal.
Start her, hvis du har brug for lidt mystik, lidt kærlighed og meget gådeløsning.
Vi er fem
"Vi er fem" er kæledyrshorror med en vingeskudt familie i centrum. Da hunden Snusken forsvinder, savner familiefar Tormod den så meget, at han i sit værksted kommer til at skabe et nyt væsen at holde af. Eller. Holde af og holde af.
Væsenet er gjort af ler tilsat hårde stoffer, lidt wifi-stråling og dejlig guldvarme. Væsenet ligner ikke ét, der vil verden det godt, og pludselig får det sin egen vilje.
"Vi er fem" er en humoristisk og dybt alvorlig skildring af familieubalancer, savn, fantasi og vildskab. Romanen blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.
Start her, hvis du har det lidt "Frankensteinsk" i dag.
The Hills
Velkommen på "The Hills". Velkommen ind i en lille, ildevarslende og dybt underholdende kammerspilsroman om traditioner på en fiktiv, hæderkronet Oslorestaurant.
Sammen med en tjener ser vi, hvordan stamgæsten Grisen ankommer og indtager sin plads ved bord 10 kl. 13.30 på alle hverdage. Vi ser til, mens også kunstsamleren Tom Sellers og “venner” ankommer. Åh nej, nogen er kommet til at placere Grisen og Tom meget tæt på hinanden; to gæster, der hver især behandler The Hills, som om de ejede stedet ...
Vores tjener holder på formerne og arbejder så meget, han kan. Hele tiden tænker han sit, og det er ikke så lidt. Snart bliver restaurantens forfald noget, man ikke længere kan ignorere, og den syge verden udenfor, hvor folk stirrer ned i telefoner hele tiden, trænger sig på.
Hvis "The hills" var en vin, ville den være tør med en note af fnisepulver. Her er en roman om forandring, former, hieraki og alt det, vi ikke siger højt.
Start her, hvis du også er i humør til et afsnit af "Matador" i dag.
Før "Faldbakken"
I 00'erne udgav Matias Faldbakken tre romaner under pseudonymet Abo Rasul: "The Cocka Hola Company", "Macht und rebel" og "Unfun". De er et kapitel for sig, og du kan reservere dem ved at klikke på bogtitlerne.
God fornøjelse med et helt særligt, nordisk forfatterskab med spidse hjørnetænder.