Ugens boganbefaling: "Bøger om kunstig intelligens"
Kunstig intelligens er overalt. Fra forslag på DR.dk til rettelser i vores sms-beskeder. AI er løbende blevet en naturlig del af vores hverdag, men først med lanceringen af den generative sprogmodel ChatGPT i 2023 blev den brede offentlighed bevidst om teknologien - dens muligheder, magt og risici.
Af Mai Villadsen Ruby
Af bibliotekar Ester Kyed L. Bjærge
”Forstå kunstig intelligens før den forstår dig” er undertitlen på professor Anders Søgaards bog ”Maskinerne kommer indefra” (Gutkind, 2024). Biblioteket griber opfordringen og anbefaler fire titler om kunstig intelligens:
”Argumenter for mennesker” af medieanalytiker Christiane Vejlø (Elektronista Media, 2023) har det dobbelte formål at gøre os klogere på maskinen og mennesket. Spækket med anekdoter, chatbot-samtaler og interviews er bogen en sociologisk undersøgelse af menneskets unikke natur og maskinernes muligheder og ikke mindst begrænsninger.
Anders Søgaards ærinde er det samme. Tilgangen er mere nøgtern og præget af forfatterens datalogiske indsigt. Søgaard opstiller forskellige, realistiske scenarier for vores fælles fremtid med AI og opfordrer til, at vi hver især overvejer, hvor langt vi vil invitere teknologien ind.
Den finske forfatter Leena Krohns ”Matematiske væsner eller Delte drømme” (Jensen & Dalsgaard) er kommet på dansk i 2024, men er oprindeligt fra 1992. Novellesamlingen består af tolv skønlitterære, filosofiske og til tider gyselige fortællinger om den frie vilje, programmering, algoritmer og mennesker.
”Maniac” (C&K, 2024) af chilenske Benjamin Labatut er en såkaldt exofiktion. Som hans tidligere roman ”Når vi ikke længere forstår verden” (2022) er romanen en fortælling om virkelige videnskabelige landvindinger og grænsen mellem vision og vanvid. Vi følger matematikgeniet (og atombombens fader) John von Neumanns vanvittige(?) bestræbelser frem mod at skabe en maskine, som kan tænke selv. Om Neumanns projekt realiseres forbliver et åbent spørgsmål, men i bogens sidste del beskrives, hvordan Googles computerprogram og kunstige intelligens i 2016 for første gang i verdenshistorien vandt over et menneske i et kompliceret brætspil.
Alle titler kan lånes på biblioteket, hvor personale i kød og blod står klar til at hjælpe.