Dekorativt billede
Foto: Ashte Faieq og Yahya Aziz
Udstilling

Drømme. Iransk-danske Ashte Faieq og Yahya Aziz udstiller i Store Sal.

Tid
10:00 - 16:00
Sted
Ringe Bibliotek
Algade 40,
5750 Ringe
I juli på Ringe Bibliotek mødes iransk-danske Ashte Faieq og Yahya Aziz i en fælles udstilling af grafiske værker.

Det stof, drømmene er gjort af, består af minder og håb.

Udstillingen viser to kunstneriske livsbaner, der på forunderlig vis spejler hinanden — formet af
opvækst i Iran, uddannelse i både Iran og Danmark og erfaringer, der rummer både tab og
forvandling.

At forlade sit fædreland kan være smertefuldt. At blive kan være endnu vanskeligere. Mellem
afsavn og håb, frygt og mod, opstår et rum, hvor mennesket søger sig selv på ny. Her bliver
drømmen et sted, hvor savn kan bæres, og hvor fremtiden endnu kan anes som et svagt lys i
mørket. I Drømme bliver dette spændingsfelt gjort synligt. Værkerne kredser om ansigter, skygger,
lys og lag — om det, der er gået tabt, og det, der stadig lever i erindringen. Her mødes det
personlige og det almene i et billedsprog, der taler til både sårbarhed og styrke.

Ashte Faieq udtaler: “Ansigtet er for mig et spejl af menneskets indre tilstand. Jeg arbejder med
tomme blikke, lukkede øjne og fragmenterede former, fordi de kan rumme ensomhed, sorg og
følelsen af ikke længere at høre til. Når ansigter opløses eller dækkes af skygger, handler det om
tabet af identitet og forbindelsen til fortiden.

Farver og lys spiller også en vigtig rolle i mine værker. De mørke toner kan skabe uro og isolation,
mens kontrasterne mellem lys og skygge peger på spændingen mellem håb og fortvivlelse. Lag på
lag af billeder og teksturer bliver som spor af minder, der ikke forsvinder, men bliver ved med at
leve i os. For mig handler eksilkunst ikke kun om politik eller migration. Med surrealismen forsøger
jeg at skabe et rum mellem drøm og virkelighed, hvor følelser kan tage form. På den måde bliver
kunsten både en personlig fortælling og en fælles erfaring — noget, mange kan genkende i følelsen
af tab, længsel og søgen efter identitet.

For Yahya Aziz er spiritualitet og eftertænksomhed en væsentlig del af hans kunstneriske arbejde: "
Jeg vier mit livs øjeblikke til spirituelle møder, hvor vi sammen skaber inspiration, deler refleksioner
og arbejder for en fredelig fremtid uden krig."

Ashte Faieq og Yahya Aziz er iransk-danske billedkunstnere og grafikere. De er begge medlemmer
af Danske Grafikere og tilknyttet Fynsk Grafiske Værksted, hvor man også kan opleve deres værker.

Se betjente åbningstider på Ringe Bibliotek.
Kontakt gerne personalet inden besøg, da salene kan være optaget.