Vil resistente bakterier slå os ihjel? - Livestream på Ringe Bibliotek

Foto: Aarhus Universitet
Hør om antibiotika, og om mulige løsninger på resistente bakterier.
Date
Tid
19:00 - 21:00
Pris
Standardbillet: Gratis
Bibliotek
Ringe Bibliotek
Adresse

Algade 40
5750 Ringe
Danmark

Ditlev E. Brodersen, professor i strukturel mikrobiologi ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet og Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi, Klinisk institut, Syddansk Universitet, fortæller om antibiotika og resistente bakterier.

Et af de største fremskridt i lægevidenskaben er opdagelsen af antibiotika, men hvordan virker de egentlig og hvorfor rammer de ikke vores egne celler? 

I starten af det 20. århundrede kunne det være dødeligt hvis du fik den mindste skramme og såret blev inficeret med bakterier. Dengang havde vi nemlig ingen effektive midler til at behandle infektioner. Men i 1928 gjorde den skotske bakteriolog Alexander Fleming ved et tilfælde den skelsættende opdagelse af penicillin. Denne opdagelse blev startskuddet til en gigantisk skattejagt efter naturens egne stoffer, der kunne slå bakterier ihjel – lægemidler der i dag kendes som antibiotika.

Indførelsen af antibiotika i patientbehandlingen er et af de største fremskridt i moderne lægevidenskab. Det har betydet, at vi i dag kan behandle de fleste almindelige infektioner, som lunge- og blærebetændelse, og på hospitalerne kan vi udføre store kirurgiske indgreb, organtransplantationer og kræftbehandlinger, hvor adgangen til antibiotika er en nødvendighed. Men hvad er antibiotika, og hvordan virker de?

Fremskridtet er dog truet. Bakterierne lærer nemlig hurtigt at udvikle resistens, hvis antibiotikaforbruget bliver for stort, og de kan endda overføre denne resistens imellem sig. Verden over er de resistente bakterier i disse år på fremmarch, og samtidig er udviklingen af nye antibiotika gået i stå. Vi er derfor havnet i en resistenskrise, som kan få store konsekvenser for fremtidens sundhedsvæsen. En dyster prognose siger, at der i 2050 vil dø lige så mange mennesker af resistente bakterier som af kræft, hvis ikke vi for alvor gør noget ved problemet.

Vi ved i princippet godt, hvad der skal gøres: Vi skal begrænse og målrette antibiotikaforbruget i sundhedsvæsenet og i den industrielle husdyrproduktion, vi skal forbedre hygiejnen, og sidst men ikke mindst skal vi udvikle nye antibiotika og metoder til at behandle infektioner. Det vil du høre meget mere om i foredraget. Hør også om den nyeste forskning inden for bakteriernes eget immunforsvar, og hvordan det i fremtiden vil kunne bruges imod dem som et nyt våben i kampen mod de dødelige infektioner.

Arrangeret i samarbejde med Folkeuniversitetet Ringe/Ryslinge.