Vinyler der virker, musik der holder
På Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne kan du låne grammofonplader, nye lækre udgivelser, aktuelle kunstnere, musik der vil dig noget.
Af Leif Schou
Der er noget ved grammofonpladen der er så tiltalende, at den efter 78 år stadig har fastetilhængere. Helt tilbage i 1948 introducerede Columbia Records LP'en som vi kender den - men teknikken med at skære en lydbærende rille i et plastmateriale, den går helt tilbage til Edisons phonograph fra 1877 og er altså næsten 150 år gammel.
Nogen besynger vinylens lydkvalitet. Med almindeligt betalbart afspilningsudstyr er det nu tvivlsomt om man kan høre meget forskel ifht. de digitale formater. Vinyler er upraktiske, man er nødt til at investere tid og indsats i oplevelsen. Men måske er det netop dét der gør forskellen, det skærper opmærksomheden?
Der kan være mange gode grunde til at elske vinylerne. Og biblioteket har mange gode vinyler til dig der påskønner dette lækre, måske forældede, måske udødelige musikformat.
Hvis du vil se hele samlingen kan du følge dette link: Alle vinyler på Faaborg, Ringe og Årslev biblioteker