Boganbefaling

Læs dig klogere på fremtiden – én bog ad gangen

Den teknologiske udvikling handler om mere end teknik, data og koder. De forandringer, som særligt generativ kunstig intelligens medfører, påvirker os som mennesker og samfund på et dybere plan.

Af Nikolaj Deleuran

Fra marts måned og nogle måneder frem sætter Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne sammen med 31 andre biblioteker landet over ekstra fokus på den sunde skepsis, og på hvordan vi sammen kan læse os klogere på fremtiden.

Den konstante udvikling rejser ofte spørgsmål og sætter os i nye dilemmaer. Her kan både ældre og ny litteratur måske hjælpe? Hvad enten du er interesseret i fremtidsfortællinger eller fagbøger, kan du finde bøger, der giver viden og perspektiv på teknologi, menneskeliv og samfund. De inviterer til fordybelse, refleksion og samtale – i fællesskaber eller alene. Lån én af de udvalgte bøger og læs dig klogere på fremtiden. Eller deltag i vores læsekredse i Ringe og Faaborg.