3 spørgsmål til musikeren og forfatteren: Slagger Lund

Slagger Lund spiler en intim koncert og læser op fra sin debut “En 80 meter bjørn” på Faaborg Bibliotek d. 13. november

I den forbindelse svarer han på nogle spørgsmål om litteratur, musik og biblioteker.  

Læs med her og varm op til arrangementet, hvor der er fri entré.  

Hvad læser eller lytter du til for tiden?  

For tiden læser jeg igen Jonas Okholm Jensens, “Min fod brænder”, med undertitlen og genrebetegnelsen, “urinsur gigtsamling”.  

Okholm er efter min mening en af landets bedste digtere. Det dér med at placere hverdagen i et spændende, livligt billede, at krølle det almene op i groteskens hjørner, så vi alle både kender det og slet ikke kender det, og samtidigt være helt nær, sjov, dybsindig og alvorlig. Tage sig god tid, eller nogle gange endda stoppe tiden helt, så øjnene lægger sig ned på et enkelt billede, dvæle - og samtidigt være i flow. Alt sammen på én og samme tid. Som tilværelsen, når den lader sig gøre.  

Det er ikke nogen hemmelighed, at Jonas Okholm er min ven, men jeg ville mene og sige fuldstændigt det samme, hvis han ikke var. En forfatter, der burde være hvermandseje.  

Hvilken bog vil du anbefale til andre?  

Jeg er vældig glad for Peter H. Olesens nye, elegante kortroman, ‘De Sortklædte’. 

Jeg er selv født i ‘77 - og er selvopflasket med musikken og tristessen fra dengang, især postpunken, Joy Division og den slags. At få lov til at entrere startfirserne er som at hoppe ned i en læk kano, der hurtigt synker, men alligevel lader oplevelsen flyde videre. Det er en gave. 

Som postmodernismen til fest med alle de andre ismer, så kom jeg for sent til firserne. Men husker Ian Curtis danse epileptisk på min fasters TV i landsbyen, hvor jeg voksede op. Det var en posthum dans, en dødedans, og jeg glemte det aldrig igen. Olesens lille nye bog, ‘De Sortklædte’, er det der flyder, mens meget andet i den kano gik til bunds.  

 Olesen er også min ven, og også udgiveren af min musik, manden bag forlaget Melodika, m.m.m, men igen, igen: jeg ville sige det samme, hvis han ikke var. En levende legende, hvis musik jeg kendte til før, jeg endnu kendte mig selv ret meget.  Og jeg kan ikke droppe mine venskaber, omend nepotisme er et smukt ord, bare fordi nogle venner også er store kunstnere.  

 Jeg er i det hele taget glad for de fysisk mindre bogformater. Jeg tænker, at jeg har samme koncentrationsniveau over et længere stræk som en sten, men til gengæld også nogenlunde samme abstraktionsniveau over de kortere stræk.  

 Jeg har tidligere nydt mange eksistentielle mesterværker. Céline, Hamsun, Pessoa, Strindberg, Henry Miller, m.v. Men i dag ville jeg skrive ti bøger i hovedet, allerede under læsningen af de første sider i disse forfatteres bøger, og derfra ikke komme videre med det egentlige værk i min hånd.  

 Kortere bøger fortsætter uendeligt efterfølgende - i tankerne. De store klepperter vil i min nuværende dagsform ikke få den behandling, de faktisk fortjener, men vil blive stablet som et klodsmajortårn til min kat i vinduet.  

Jeg ved heller ikke om jeg egentlig kan håndtere meget mere udefrakommende eksistens; har nok at gøre med at sortere de kategorier og skuffer, der allerede er i skuffedariet, der kaldes Slagger.  

 Af musik lytter jeg pt. mestendels til Silver Jews og Purple Mountains. Nok af de samme grunde som jeg læser Jonas Okholms bøger. Hverdagen imellem skyer og kaffekop, mellem liv og død. David Berman (Silver Jews, Purple Moutains) er den største tekstforfatter nogensinde. Det tog mig ikke lang tid, at opdage det. Men det tog mig lang tid, at få plads til det. Plads til David Bermans urovækkende geni.  

Hvad betyder biblioteket for dig?  

Hvad angår biblioteker, så er jeg ikke meget for de nyere, store og organiserede kolosser. Informationscentraler eller rumskibe, især DOKK1 i Aarhus er fremmedgørende, og jeg har glemt alt om, hvad jeg kom efter, og hvad jeg hedder, to minutter efter ankomst. Og så den påtagede stilhed og de støvfrie møbler og ditto studenter, en andægtighed som i kirker, men uden samme grund dertil. Og ret så langt fra livet, der blev levet af mine yndlingsforfattere på de hårdeste, livligste og mest smadrede stier og gader. Hader også stillekupeer.  

Omvendt vil jeg altid kalde det for et angreb, om nogen åndeligt blodfattig politiker ville nedprioritere eller endda lukke folkebiblioteket. Jeg tror egentlig, at det,  jeg ikke selv finder vigtigst eller fedest, ofte er det vigtigste og fedeste. Ikke bare for andre, men generelt.  

 Jeg er glad for de små, lokale og brune biblioteker. Som barn og teenager sad jeg ofte på skolebiblioteket, især når der var aftenåbent, og læste passende og upassende bøger og tegneserier og vandrede hjem med stakkevis af bøger. Min far mente, at jeg blev skør i hovedet af den slags. At lave oprør med Dennis Jürgensen som allieret. Det gjorde jeg nok også. 

Læs mere om arrangementet med Slagger Lund her 

Hvis du vil læse og lytte, finder du herunder materiale-links til Slagger Lunds album og bog samt Peter H. Olesens "De sortklædte", som Slagger Lund nævner i interviewet.