Emilie Demant Hatt (1873-1958) var komponisten Carl Nielsens ungdomskærlighed fra hun var 14, og han var 22 år. Hendes onkel og tante var Carl Nielsens plejeforældre, og de to unge mødtes i Emilies hjem ved Limfjorden, hvor Carl Nielsen tilbragte mange ferier. Emilie blev senere etnolog og billedkunstner, og hun skrev bogen om Carl Nielsen i 1949, da hun var 76 år gammel. Manuskriptet blev efter hendes død indleveret til Det Kgl. Bibliotek, og udgivelsen af det sker i forbindelse med John Fellows arbejde med en samlet udgave af Carl Nielsens breve. Bogen kaster nyt lys over Carl Nielsens tidlige ungdom, hvor hans egne erindringer Min fynske Barndom sluttede ved hans ankomst til København og optagelsen på Musikkonservatoriet. Emilies beretning støttes af Carls mange breve til hende - de skrev 2-3 breve om ugen! - og hun er en god og sympatisk fortæller. Bogen giver et levende indblik i den unge Carl Nielsens karakter og personlighed og er derved et vigtigt bidrag til Carl Nielsen-forskningen