En helt ny novellesamling af Panduro - det havde man vel ikke ventet. Men historien er den, at Panduro gav en slægtning i opdrag at søge at få tingene solgt og trykt. Det mislykkedes, ognovellerne blev glemt - til nu, hvor Jørgensen har fået dem i trykken med denne historie og en kort, karakteriserende kommentar vedføjet. - Man kan -med Jørgensen - finde inspiration ikke mindstfra Hemmingway. Og man kan også -stadig med Jørgensen - konstatere, at novellen vel ikke var den genre, der lå Panduros talent nærmest. Det er dog påfaldende, at så mange af Panduros senere greb ogpersoner allerede er her. Der er i hovedsagen to grupper noveller, en, der tegner billeder fra en bardom, og en, der følger et ægtepar på rejse i Italien. Flere af historierne har et fællespræg, envis gentagelse af handlingsgang. Typisk historierne om det par, der er hinanden lidt fjerne, men som udsættes for katastrofelignende hændelser, der fører dem sammen. En del historier harskitsepræg, men der er ogsåfuldgyldige ting imellem, der udmærket senere kan finde vej til antologier o.lign. - Bogen føjer altså ikke afgørende nyt til billedet af Panduro, men det var sjovt atfå den, og selvfølgelig skal Panduros store publikum have den fornøjelse med, hvor man ikke kun ønsker forfatterskabet repræsenteret med hovedværker