Månedens Sang med Niels Fabricius og Hans Henrik Pedersen fra Ringe Bio
- Tid
- 18:30 - 20:00
- Sted
-
Ringe Bibliotek
Algade 40,
5750 Ringe
Bibliotek
Ringe BibliotekI samarbejde med
Den fynske SangskoleSangfællesskab med Den fynske Sangskole byder sammen med biblioteket velkommen til en sangaften i filmens tegn, ved Niels Fabricius og Hans Henrik Pedersen fra Ringe Bio.
Niels Fabricius er formand for Foreningen Ringe Bio og bor i Ryslinge. Her deltager han ofte i arrangementer på Ryslinge Højskole og en af de tre menigheder i byen, og ved disse arrangementer bliver der altid sunget fællessang – noget han deltager i med stor fornøjelse.
Hans Henrik Pedersen er kendt af mange som et meget aktivt bestyrelsesmedlem i Musik på Midtfyn, som leder af musikalske arrangementer (herunder fællessang) på Kulturstationen i Ringe og som udøvende multi-instrumental musiker i bandet ’Mind the Lyrics’. Men de fleste er nok ikke klar over, at han også er frivillig i Ringe Bio som operatør.
Umiddelbart vil man måske ikke se nogen umiddelbar sammenhæng mellem ’film og sang’ - hvorimod ’film og musik’ helt klart er tæt sammenknyttede. Lige fra filmens første dage med stumfilm, var levende musik - i form af en ’klaverbokser’, der nøje afspejlede filmens hændelser og stemninger - en del af oplevelsen. Nutidens film kunne ikke tænkes uden stemningsskabende musik, og der er jo ligefrem musikstykker, som nærmest er blevet synonyme med en bestemt film – som f.eks. Andanten fra Mozarts Klaverkoncert nr. 21, som man næppe kan høre uden at blive hensat til Bo Widerbergs stemningsfulde, romantiske billeder af Sydfyn i filmen ’Elvira Madigan’.
Alligevel er der på samme måde også film der tegnes af en enkelt sang – tænk f.eks. bare på Lady Gaga og ’Shallow’ fra filmen ’A Star is Born’, og der er andre lignende eksempler.
Til aftenens sangvalg er der yderligere det benspænd, at det skal være sange fra Højskolesangbogen – og minsandten om det ikke er lykkedes Niels og Hans Henrik at finde hele 9 sange med klare filmrelationer – som de glæder sig til at synge sammen med jer!
Sangfællesskab med Den fynske Sangskole er en aktivitet for alle, der holder af at synge. Vi synger sammen, fordi det skaber glæde og fællesskab. Sangfællesskabet er et forum, hvor folk kommer for at synge fællessang uanset alder, etnicitet m.m. - der er plads til alle. Sangfællesskabet ledes af frivillige sangledere og er noget andet end et kor. I et sangfællesskab er fællesskabet det vigtigste, og det fællesskab opstår bl.a. igennem sang. Der er ikke optagelsesprøve for sangerne, og man skal ikke kunne noder eller have erfaring med at synge for at komme. Vi glæder os til at synge sammen med dig!