Pia Voetmann udstiller maleri og keramik i Store Sal

Maleri af Pia Voetmann
Maleri af Pia Voetmann
Gå på opdagelse i et farverigt univers befolket af mennesker og uhyre skabninger, når Pia Voetmann udstiller malerier og keramik i Store Sal på Ringe
Date
06 februar - 08 april 2025
Tid
10:00 - 17:00
Bibliotek
Ringe Bibliotek
Adresse

Algade 40
5750 Ringe
Danmark

Pia Voetmanns malerier portrætterer oftest mennesker. Ikke som de ser ud, men som hun ser dem og tolker deres handlinger. Nogle gange sættes hendes figurer i absurde omgivelser, men omdrejningspunktet for værkerne er ofte hverdagssituationer, hvor figuren f.eks. drikker kaffe, taler i telefon eller spiser morgenmad. Malerierne er store og udtryksfulde. Penslen er kraftig, og der er knald på farverne.
Humoren og det absurde præger flere af værkerne, som også ofte bygger på Pia Voetmanns egne yndlingsaversioner. Hun forklarer det selv således: ”Jeg har ofte ladet mig provokere af et eller andet, som jeg så har forsøgt at male. Det kan handle om kvindekamp, dyrevelfærd, uretfærdighed i verden eller andre aktuelle emner. Nogle gange har jeg parafraseret over værker af fx Mary Cassatt og malet mine emner ind i hendes opstillinger.”
Mens motiverne i hendes malerier oftest er genkendelige, er Voetmanns skulpturer ”UhyrHovederne” ren fantasi. Hun beskriver dem selv som ”grimme, men sjove”, og med disse på udstillingen præsenteres en anden gren af hendes kunstneriske arbejde.

Om udstilleren
Pia Voetmann er oprindeligt fra Midtjylland, men i dag bosat i Faaborg, hvor hun sammen med to andre driver kunstnerværkstedet Atelier Næste Storm. Hun er uddannet billedformidler, tøjdesigner og kunstterapeut og har deltaget med værker på flere censurerede udstillinger – senest Dronninglund Kunstcenter og KunstPunkt, Augustenborg. Hun har desuden forfattet bøger og er repræsenteret bl.a. i oversigten ”101 Kunstnere 2023/24”.

Alle er velkomne til at kigge forbi ferniseringen torsdag d. 6. februar 2025 kl. 16.00-17.00. Kunstneren vil være til stede, og biblioteket serverer et glas.
Udstillingen er åbent i bibliotekets betjente åbningstid. Se betjente åbningstider på bibliotekets hjemmeside www.fmbib.dk. Kontakt gerne personalet inden besøg, da salene kan være optaget.