3 spørgsmål til forfatteren: Stine Askov
Som optakt til Stine Askovs foredrag om romanen "Varme hænder" på Faaborg Bibliotek d. 29.10. kl. 18.30 har vi stillet hende tre spørgsmål om bøger og biblioteket. Læs med her, hvor du også kan købe billet til arrangementet om romanen "Varme hænder"
Af Mai Villadsen Ruby
Hvad læser eller lytter du til for tiden?
Lige nu læser jeg Iben Mondrups Hvordan kan vi, der udkommer 9. oktober. Det er en virkelig velskrevet fortælling om, hvordan Iben blev til Iben. Den er gribende! Jeg er taknemmelig over at så god litteratur findes.
Hvilken bog vil du anbefale til andre?
Jeg har for nyligt genlæst Karl Ove Knausgaards kæmpe værk Morgenstjernen og de efterfølgende fire bøger. Det er et vildt og magisk værk, der går så ukendte og overraskende steder hen, behandler død og mystik og samtidig kommenterer på en tid, hvor det at leve længe i sig selv er en værdi. Jeg har været fuldkommen besat af hans bøger og anbefaler dem til alle, giver dem i gaver, i et enkelt tilfælde to år i træk til samme ven.
Hvad betyder biblioteket for dig?
Biblioteker er sammen med kirker de eneste steder, vi alle sammen må komme. Har man adgang til biblioteket, har man adgang til al viden, alle oplevelser, alle rejser, alle køkkener, alle sind. Biblioteket er en tillidsøvelse, en aftale vi har lavet om at give fortællingerne videre til hinanden. Jeg elsker biblioteket og kommer der ofte.
Jeg savner min barndoms bibliotek, Helsingør bibliotek, nu Kulturværftet, som jeg godt ved ikke længere findes (selve bygningen er revet ned), men da jeg var barn, kendte bibliotekaren mig og vidste, hvilke bøger jeg havde læst og kunne have glæde af at læse. Bogreolerne stod tæt, gulvtæpperne var brune, man sad i læderstole og læste sin Hejsa Majsa.
Inde i pladeafdelingen lånte jeg alle plader med Bob Dylan op overspillede dem på kassettebånd og så ned i cafeteriet og have en cherry cola. Jeg ser det så tydeligt for mig, den brunrøde murstensbygning og andesøen i den lille park, man havde udsigt til fra bibliotekets vinduer. Følelsen af at alt kunne blive vigtigt og betydende, hvis det kunne skrives ned.
Føler mig nært forbundet til biblioteker, et lille kosmos jeg forstår, hvordan fungerer i modsætning til så mange andre verdener.
Stine Askov på Faaborg Bibliotek d. 29.10. om "Varme hænder" - køb billet her
Der er stadig ledige billetter til forfatterforedraget med Stine Askov på Faaborg Bibliotek onsdag d. 29.10. kl. 18.30-20. Læs mere og køb din billet her.