Læs med orm: Minisjangs sprogkasser er nu tilgængelige på biblioteket
Sprogkasserne som vi skrev en nyhed om tidligere på året, er nu tilgængelige til udlån på dit bibliotek.
Af Nikolaj Deleuran
DR, Trygfondens Børneforskningscenter og bibliotekerne har sendt ”Minisjangs kæmpestore Sprogkasse” ud til alle landets vuggestuer, børnehaver og integrerede institutioner, så børn og voksne kan lege og lære sammen.
Sprogkassens indhold tager udgangspunkt i højtlæsning. Højtlæsning er ikke alene hyggeligt for både voksne og børn – det giver også mulighed for fælles, aktive læseoplevelser, og børn og voksne kan skabe nye fortællinger sammen.
Kassen indeholder blandt andet to bøger, remseark, en Orm-hånddukke og samtalekort – alt sammen med afsæt i Minisjangs Børste-univers.
Sprogkassen er udviklet gennem et længere samarbejde mellem DR, Trygfondens Børneforskningscenter og Centralbibliotekerne. Indholdet bygger på mange års erfaringer med børns sproglige udvikling.
Der vil være sprogkasser som kan lånes på dit bibliotek, og andre som kun er tilgængelige til udlån til dagtilbud - kontakt børnebibliotekar Katrine Sørensen via Telefon: 72 53 29 56 eller E-mail: katso@fmk.dk for at høre mere.