Ingen planet B

Klimalitteratur

10.01.22
Litteraturen udstiller de fatale konsekvenser af menneskelige handlinger og udgør samtidig en fiktiv legeplads med et indbygget refleksionsrum

Fiktionen har den særlige kraft, som kan stå ved siden af naturvidenskaben: At få os til at forestille os, at der findes andre mulige verdner. Samtidig sanseliggør klimalitteraturen vores bevidsthed om natur og klima. Vores forhold til naturen er centralt, men også teknologien blander sig i synet på vores rolle i det store verdensbillede. I et bredere perspektiv beskæftiger klimalitteraturen sig med en mulig ændret forståelse af, hvordan vi er placeret i omgivelserne.

Læs artiklen af cand. mag i Litteraturhistorie Anna Chris Thompson, hvor hun trækker tråde mellem et stort antal udgivelser indenfor Klimalitteratur fra de seneste år: Klimakrisen i dansk litteratur er værd at beskæftige sig med.
 

Myte og et globalt blik
Charlotte Weitze er aktuel med Rosarium - en fabelagtig roman, der bevæger sig i krydsfeltet mellem videnskab og myte. En slægt gennem seks generationer er bærer af kimen til en ny livsform, som hybrid mellem menneske og plante og skildrer en mere organisk sammenhæng med naturen.

Se Charlotte Weitze tale om ’Rosarium’ i videoen her:

Rosarium | DR Romanprisen 2022


Siri Ranva Hjelm Jacobsen værk Havbrevene og Dafnesyndromet byder også på en spekulativ fiktion med mytiske træk. Fælles for dem er en udforskning af, hvad der sker, når mennesket overskrider sig selv og bliver et med naturen, og hvor virkeligheden får nye dimensioner.

Klima og katastrofekurs
Klimafiktion omtales ofte som Cli-fi, som ikke uden grund rimer på Sci-fi. De har ofte et dystopisk og apokalyptisk afsæt, og det at leve i en verden, hvis mennesket ikke tager affære og klimaets katastrofekurs fortsætter. Det gælder fx den tankevækkende japanske fremtidsfortælling Udsendingen (2021) af Yoko Tawada, der med poetisk klang og ironisk distance fremkalder en særlig postkatastrofe-stemning. Det gælder fx også Charlotte Weitzes Den afskyelige som er en sammenblanding af klimapolitisk roman, dystopi og samfundssatire.

Økopoesi
I klimalitteraturen indtager økopoesien en central rolle, da den ofte anses for at være en genre med en særlig sensibilitet og styrke i forhold til at udforske menneskets natur- og omverdens-forhold. Økopoesien sanseliggør derved vores økologiske bevidsthed.

I Lars Skinnebachs Teotwawki opstår en verden med helt andre logikker efter alle systemer er gået i stykker. Ligesom Theis Ørntoft samling Digte 2014, hvor vi befinder os i en økokatastrofe i en apokalyptisk, kaotisk verden. En økopoetisk tendens er også opløsningen af den antropocæne tænkning: menneske og natur flyder sammen i en fundamental forbundethed.
 

Menneskets forbundethed med naturen
Mange udgivelser forsøger ikke at have et formuleret klimaformål. De hylder alene naturens store sammenhæng og sætter ord på en mulig ændret forståelse af, hvordan mennesket er placeret i det store verdensbillede. Josefine Klougarts aktuelle roman Alt dette kunne du få skildrer en særlig forbundethed til naturen og lægger et poetisk sprog til det at sætte liv i en verden, hvor mennesket ikke har kontrol over naturen. En lille perle om alting sammenhæng er Dyreliv af Audur Ava Ólafsdottir, hvor en jordemoder-slægt forholder sig til naturens forunderlighed og menneskets begrænsninger. ”Jeg er nået frem til, at det væsen som kalder sig skaberværkets herre, i realiteten er det mest hjælpeløse af alle (..) det skrøbeligste af alt skrøbeligt her på jorden.”

Se Litteratursidens boglister: Klima og miljø i litteraturen | Økopoesi | Klima i faglitteraturen og 7 gode klimabøger du kan lytte til fra eReolen

Læs hele temaet her

Oprindeligt skrevet af Britta Riis Langdahl, Litteratursiden.