Vild Vinyl: Musik til dage i lavendelgrå

Under overskriften Vild Vinyl vil bibliotekets musikinteresserede bibliotekarer på skift anbefale vinylplader fra bibliotekets samling. Hvorfor navnet Vild Vinyl? Fordi vi er vilde med vinylplader, vilde med musik, og så har biblioteket en vild og voksende vinylsamling, som vi rigtig gerne vil formidle til jer. Så til alle jer med åbne ører, her kommer den første vilde vinylanbefaling!

Det er januar og dagene føles let som en spændetrøje i fjendtligt hjemmestrik, mens året strækker sig halvhjertet mod lyset. Hvad gør man så, når det kradser utålmodigt i krop og sind? Dit bibliotek kommer her med to pladeanbefalinger, der lindrer som en utidig martsviol.

Knud Odde: Strejftog i hjemegnen                                                                                                                                      

Efter årene som sangskriver og bassist i Sort Sol har Knud Odde huseret som et lille kantet mirakel i periferien af den danske musikscene. I 2022 udkom hans første soloalbum ’Strejftog i hjemegnen’, der består af tidligere udgivne singler og nye sange. Blandt sidstnævnte lyser ’Det Knaldhårde Mørke’, der trækker veksler på Oddes venskab med Søren Ulrik Thomsen. Thomsen har forfattet teksten, der indfanger den fælles ungdom på Stevns i et sitrende stemningsbillede fra en snevinter i 1971, hvor alt skal til at ske. Knud Odde strejfer omkring i tid og rum, forbi det grimme, det skæve og det ubærligt smukke i sine melodiske natteviser. Fra kælderbarens underverden ved ’Skt. Petri Torv’, hvor den rhinske vin flyder frit og konturerne opløses i sirenesang: ”Du siger du ikke helt forstår hvad det egentlig er der foregår. Ræk mig en sprøjte med Buddhas morfin, lad os danse ud i nattens lys på palmevin” til en kærlighedssyg ’Sommernat i Nyhavn’, hvor dansen går, midnatssolen gløder og rimene falder tæt. Odde ser sig tilbage gennem et anakronistisk sprog, der indimellem opløser tiden; når han mimetisk rabler en hilsen ’Til Skaløe’ eller lader mørk folklore besjæle numre som ’Lavender Graa’ og ’Nu flyver mørket’. Nogle vil anfægte Knud Oddes vokal, der uskønt bærer årene i sig. Selv holder jeg af dens grænse og uslebne kanter, der nagler dagene til jorden. Måske allermest på ’Hvad end der sker’. Båret af orgel, klokkespil og drømmemandolin ser Odde endelig tiden og tabet i øjnene: ”Ser de sorte lagener plettet hvidt/mindes dig og alt hvad der var dit/du går igen til vinter med kurven fuld af splinter/ I dine øjne lyser bål/Sitrende at nerver og af stål”. Det er kuldegysende smukt!  

 

JOMI og Frihedskæmperne: Skråt over marken                                                                                                                                                      

I et sælsomt landskab, dér hvor indierocken farer vild i jazzens vidtforgrenede stisystem, udfolder JOMI (Signe Høirup Wille-Jørgensen) og Frihedskæmperne deres helt særlige spændingsfelt. Det gnistrer med nerve og sanselig energi på EP’en ’Skråt over marken’, der udkom i 2022, som et erklæret efterspil til den anmelderroste plade ’Lyst’ fra 2021. På ’Skråt over marken’ favner JOMI empatisk mennesket, når det kastes omkring i livets brænding. Fx på det smukke nummer ’Igen og igen’, som løftes til skyerne af Frihedskæmpernes blæsersektion. Her besynges gentagelsens møde med det evigt foranderlige i en på samme tid ubønhørlig og frisættende dialektik: ”Ligesom månelys hiver i havets smalle grænse/Igen og igen… /Sådan strander vi i forandringens uro og i glemsel/Sådan strander vi i fortumlet trofast længsel/Igen og igen…” At lytte til JOMI er en lise for det flossede selvforhold. For JOMI står ved sin vrede, sin rådvildhed, sit begær og sin kærlighed. JOMI står ved sig selv og efterlader også en plads til dig. Styrken ved denne frygtløshed, overgivelsen til livet, indfanges særligt fint på afslutningsnummeret ’Vær alle øjne tro’: ”De afgørende sekunder de drypper alligevel uden hensyn/De afgørende sekunder de falder fra himlen og rammer så de findes”/Du og jeg findes med og uden himmel”. Skråt over marken’ har et musikalsk overskud og en livsvenlig indstilling som løfter blikket over alt det grå.  

 

Vinylerne kan lånes på biblioteket.

Er du pladespillerløs? På Ringe Bibliotek har vi indrettet et område med pladespiller og høretelefoner, så du kan lytte dig til et udpluk af bibliotekets pladesamling, mens du betragter januar glider forbi derude.

Bibliotekets vinylanbefalinger ville også kunne læses i Midtfyns Posten, så hold også øje med din lokale avis.

Anbefalingen er skrevet af bibliotekar Charlotte Skov Asmussen.

Materialer