Forfatterskolen

Forfatterskolens efterårstekster 2022

Af Anonym (ikke efterprøvet)
28.11.22
Læs forfatterspirernes nyeste noveller fra efterårssæsonen 2022 af Forfatterskolen her

Siden september har Faaborg-Midtfyn Bibliotekernes Forfatterskole været i fuld gang, hvor de unge forfatterspirer får prøvet deres skriverier af, sammen med forfatter og underviser Pernille Nederland. Forfatterspirerne er mellem 12-15 år gamle, og man tilmelder sig som forfatterspire til 2 sæsoner i alt over et år: efterårs- og forårssæsonen.

Forfatterskolen mødes hver onsdag fra kl. 16.00-18.00 på Ringe Bibliotek. Hver gang får du en eller flere skriveøvelser - og tid til at skrive. Vi læser teksterne højt på skift, og alle får positiv feedback på deres tekster, ligesom du selv giver respons til de andres tekster. Forfatterspirernes tekster bliver på skift offentliggjort på bibliotekets hjemmeside, og bliver derfor læst af mange flere end dem, der er på holdet. 

Efterårets tekster ligger klar her, og hvis du har en forfatterspire i maven kan du læse mere og tilmelde dig her.

 

Ann-Louise Nørgaard

Bar

Dicte nød følelsen af at være på flade fødder.
Årene som piccoline havde virkelig givet hende hård hud, steder hvor ikke vidste hun kunne få det. Og så var høje hæle altså også bare irriterende at have på.

Hun nød også det løse tøj. Det var slut med nylonstrømper og stramme skjorter og nederdel, der fik en til at føle sig som et tændrør.
Nu kunne hygge sig i Baggy Jeans og slidte band t-shirts hele vagten, mens hun serverede drinks for gæsterne.

Hun tog viskestykket fra disken og tørrede glassene af, mens hun nynnede med på musikken, der spillede svagt fra anlægget.
Tomas og Jean kom hånd i hånd ind ad døren. De vinkede lige så snart at de fik øje på hende, og satte sig ved baren.
“Halløj” sagde hun.
”God eftermiddag” sagde Jean, men hans franske accent fik det til at lyde fjollet. De grinede alle tre, selv de gæster der sad nede ved bordene inde for hørevidde, fnisede med.
Dicte gik i gang med deres drinks, helt uden at spørge, for Thomas og Jean havde været her så mange gange, at deres favoritter var brændt fast i hendes hukommelse.

Dørklokken klirrede, og hun kiggede op for at hilse på, som hun plejede.
Men hun frøs i sekundet.
Det var hendes gamle chef, Bent. Ham idioten, der havde prøvet at kysse hende til en firmafest.
Han holdte galant døren for en kvinde på Dictes alder, i høje hæle og med tændrørsnederdel.
Kvinden smilede genert til Bent inden de kom helt ind.
Dicte kunne pludselig mærke, at hendes hånd blev fyldt med luft efterfulgt af en klirren. Hun kiggede ned.
Hun havde knust glasset hun havde haft i hånden. Tomas og Jean kiggede skræmte på hende, men inden de kunne nå at spørge, havde de kigget der hvor hendes blik var brændt fast.
Jean gjorde store øjne og Tomas halv rejste sig fra stolen. Dicte greb fast i hans arm og trak ham ned igen. Hun skulle ikke nyde noget af en slåskamp her.
Næh, hvis Bent skulle gøres til grin på hendes hjemmebane, skulle det gøres ordentligt.

Bent og den unge kvinde havde sat sig ved baren i den anden ende. 
Dicte rankede ryggen og satte kurs mod dem.
Bent havde for travlt med at charmere den unge kvinde, til at lægge mærke til Dicte. 
Da hun nåede dem, kiggede de op. Bent gjorde lidt store øjne, men Dicte tredoblede hans udtryk.
Hun lagde sit ansigt i skræmte folder og fremkaldte tårer i øjnene, mens hun takkede sit gamle jeg for at havde taget dramaklassen på gymnasiet.
Hun bevægede bævrende læberne.
Bent løftede det ene øjenbryn lidt, men inden han kunne sige noget begyndte Dicte sin scene.
“Du må ikke gøre mig noget!” skreg hun og fik tårerne til at flyde.
Gæsterne og den unge kvinde kiggede op på hende. 
Bent skulle til at sige noget, men hun skreg bare halvkvalt igen.
“Nej, lad vær!”
Jean rejste sig og løb rundt om baren. Han greb ud efter Dicte, og hun lod sig knække sammen i hans arme.
Thomas rejste sig.
“Hvad sker der Dicte?” spurgte han.
Dicte trak vejret i korte stød. Det skulle jo virke troværdigt.
“Hvad sker der for hende?” spurgte Bent.
“Ja, det kunne du jo forklare os” var der en af gæsterne der råbte.

Cecilie Rising Pedersen

Stjernehimmel

”Her er adressen hvor lyskæderne, skal hentes.”

Teaterdirektøren rækker en lille seddel, hvorpå den sirlige håndskrift danner adressen, frem mod hende.
Cecilie tager imod sedlen og nikker.
”Jeg henter dem nu, så de er klar til forestillingen” siger hun og går, mens hun putter den lille seddel i lommen.

Cecilie går hen af gaden og ned mod toget som skal fragte hende.
Hun trækker en af sine mørkeblonde hårlokker om bag øret, inden hun træder ind i det menneskefyldte tog.
En lille summen af snakken slår hende i møde og mens hun finder sin plads, stikker hun sine høretelefoner i ørerne for at udelukke menneskestøjen.

”Vi er ankommet til København, toget køre ikke længere. Vi er ankommet…” 
Damens stemme vækker et virvar af mylder. Cecilie traver ud blandt menneskemængden, og spænder i sine hænder, mens hun traver gennem togstation.
Det føles som om menneskemyldret angriber hende fra alle sidder, og hun sætter hurtigt musikken i ørerne igen. Nu er larmen næsten forstummet.

Cecilie når ud af stationen og ud i den fortravlede by. Hun læner sig op ad et kort over byen inden hun rækker sedlen i lommen frem for at kigge på adressen.
Hun krydser vejen og går videre.
En gammel dame prikker hende på skulderen.
Cecilie for sammen i chok og kigger op på den gamle, som står og smiler med tydelige smilehuller og rynker.
Cecilie trækker musikken ud af ørene og spørge med en tøven. “Hvad så?”
“Jeg tænker på om du kunne vise mig vej hen mod Café Blue?” Den gamle smiler med sine gullige tænder, og Cecilie peger med en stiv hånd hen mod kortet, som står på den anden side af vejen.

Hun sætter hurtigt ørepropperne i igen for at danne sit usynligt skjold, og kigger ned på sin hånd, som holdt om sedlen.
Men sedlen er væk.
Cecilie kigger sig hurtigt omkring, men der er ikke andet end duer, mennesker og tårnhøje bygninger omkring hende.

Hun traver hurtigt rundt om de nærmeste bygninger, men finder ikke sedlen.
Der er konstant puffen, skubben og fortravlede mennesker. Cecilies åndedrag sætter hurtigt farten op.
Hun går hurtigt tilbage hen mod stationen.
Hun roder i sinde lommer men finder intet.
Hun kigger længselsfuldt omkring sig, som om at sedlen på magisk vis bare vil hoppe frem og råbe her er jeg!
Men der sker intet, og der er under en time til at forestillingen starter.

Hun når frem til teaterscenen uden lyskæderne.

Der er under et kvarter til første forestilling starter.
Folk omkring hende er begyndt at gå i panik.
Cecilie begynder at gennemsøge lagerrummet, for at finde noget fra en af de tidligere forestillinger, der kan bruges som stjerner.
Der ligger et par små lyskæder i en kasse, men teaterdirektøren har allerede udelukket den mulighed.
Hun kigger videre, der står stole, store papkasser, stiger, gamle kostumer, lamper og meget mere omkring hende. 
Der er nu 10 minutter til forestillingen starter. Det eneste, hun kan høre, er sin egen, stressede skramlen.
Hendes blik lander nu på en lampe som blinker et par gange med et gulligt skær. Efter sine mange dage i depotet er den blevet godt støvet.
Lamper!
Cecilie kalder hurtigt på nogle af scenearbejderne som, hjælper hende med at fragte tyve af de gamle lamper ind i salen.

Hun får en af skuespillerne til at kravle op på en stige, og hænge lamperne op, og tænde dem en for en.
Og sammen danner de en stjernehimmel.


 
Sif Fuglsang Jakobsen

Cringe

Hun stod i sin gruppe af nye venner, da hendes mor ankom til høstfesten på skolen.
Det var meget tydeligt at de var relaterede, eftersom de samme træk gik igen, fra det kastanjebrune, krøllede hår til den lille spidse næse.
Hendes mor var omkring en meter og syvogtres centimeter høj, havde sommerbrun hud, et stort smil på sine læber og var iført en lang kjole i en efterårsorange tone.
Hun havde en flettet kurv i den ene hånd og vinkede energisk til Klara med den anden.
Klara kiggede irriteret på sin mor, da hun ikke havde lyst til, at hele skolen skulle vide at denne kvinde var hendes mor. Eller i hendes familie, for den sags skyld.

”Hej skat, så kunne jeg komme, jeg har taget lasagne med, jeg ved jo det er din livret.” Sagde moren og plantede en hånd på Klaras skulder.
Skat. Helt ærligt mor, jeg er ikke et barn på to! Tænkte Klara frustreret.
”Uh - er I Klaras venner? Hvor hyggeligt! Jeg hedder Anna, hvad med jer?” Udbrød moren begejstret og begyndte at snakke til gruppen af elever omkring Klara.
”Ej mor, gå nu bare, find et sted at sidde eller et eller andet!” Bad Klara.
Da Klara havde spurgt fire gange, besluttede Anna sig dog endelig for at gå.
”Nå, jeg må hellere finde et sted at sidde inden Klara går helt amok, I må hygge jer.” Smilede Anna.
Klara stod knaldrød tilbage.
”Er hun virkelig din mor?” Spurgte Naja.
”Desværre.” Svarede Klara.
”Desværre? Hun er da for fed!” Udbrød Noah.
Det var Klara bestemt ikke enig i.
”Hun er den pinligste mor i verden.” Fastslog Klara.
Efter en lille halv time var alle forældrene kommet, og det var ved at blive tid til at spise.
Klara ledte efter sin mor, som sad ved et bord med nogle andre forældre.
Da hun kom ind for hørevidde, kan hun høre ord som:
”knap to år”
Og
”storebrors cykel.”

Da gik det op for Klara, at hendes mor var ved at fortælle historien om, hvordan Klara på knap to år havde taget sin storebrors cykel, som var alt for stor, og havde cyklet rundt i byen iført gummistøvler, ble og solhat.
”Mor! Lad lige være, vil du ikke nok!?” nærmest råbte Klara.
”Namen det var da så sødt!” Protesterede moren med et smil.
”Men helt ærligt mor!” Skændte Klara og satte sig bestemt overfor sin mor.
”Nå, okay, jeg ved godt at det er mega un-cool og slet ikke sejt, nu skal det hele bare være yeah! Yeah! Yeah!” Sagde Anne med et forsøg på en cool teenage-lignende stemme og håndtegn.
De andre forældre lo og kiggede på Klara med et blik der sagde Nå-hvad-vil-du-gøre-ved-det? Men Klara blev bare mere og mere rød.
Så begyndte skolelederen, Mads, at tale om ’et nyt år med fællesskaber’ og ’dejlige oplevelser’ og da han begyndte at snakke om, at der for de ældre elevers vedkommende ville være væsentligt flere lektier, da tre af timerne hver uge gik til de hersens nye tværfaglige fag, hviskede Anne:
”Nå, det var da en skam, så skal du jo lave lektier i år.”
Naja som sad ved siden af Anne, overhørte det og klukkede af grin.
”Mor hold nu kæft!” hvæsede Klara hidsigt.
Da Mads forlod den udendørs scene, klappede forældre og elever, og så kastede de sig over deres medbragte mad.
”Wow det dufter godt.” Måbede Noah, som stod med en sandwich fra Netto i hånden og kiggede
længselsfuldt på den varme lasagne.
”Tak skal du have, Noah, du kan altid få et stykke.” Smilede Anne.
”Ej det vil jeg da gerne!”
Da både Naja og Noah havde rost lasagnen til skyerne, kunne Klara godt se det kunne have været værre. Med hendes mor.
Måske var hun kun semipinlig.

Tags