Mennesker sidder bænket under åben himmel og lytter til kunstneren Bisse der optræder fra scenen.
Foto: Morten Bejlegård List ( www.blistphoto.dk )

Årslyd 2023 - ord og lydfest for hele familien på Polymeren d. 3. juni kl. 13-18

19.05.23
Årslyd 2023 - lørdag d. 3. juni kl. 13-18 på Polymeren i Årslev - byder på herligt børnemusikteater, hyggelig højtlæsning, dobbeltkoncert med Peter H. Olesen og Mads Mouritz og forfattermøde med Pia Tafdrup. Du og børnene kan også bygge instrumenter og meget andet.

"Årslyd" er tilbage! I de rå og inspirerende rammer på den tidligere skosålefabrik Polymeren i Årslev vil der være rig mulighed for gennem aktiviteter, arrangementer og workshops at undersøge sammen, at undre sig, at dimse, indsnuse, erfare og larme (bare lidt).

Igen i år er skibet ladet med aktiviteter og arrangementer for store og små, så alle kan være med. Dagens mindste gæster og deres voksne tilbyder vi bl.a. tryllebindende børnemusikteater, eventyrfortælling, node-ansigtsmaling, hyggelig højtlæsning, "byg dit eget instrument"-workshop v. Musikskolen, en ordvæg - med plads til netop dit ord - og store bogstav-byggeklodser. 

Til voksenprogrammet hører en helt speciel dobbeltkoncert med musiker og forfatter Peter H. Olesen ("De efterladte" og "Olesen-Olesen") og Mads Mouritz ("Mouritz/Hørslev Projektet"). Du kan også finde Solvej på programmet, en vestjysk folksanger, med fødderne solidt plantet i folk og americana-country. 

Var det noget med et forfattermøde med digter Pia Tafdrup, der taler med bibliotekets Camilla Sejerøe på scenen og læser op, eller poetry slam ved den firedobbelte danmarksmester Lasse Nyholm Jensen?

Findes der musikalske bøger? Bibliotekets Camilla Sejerøe og Mai Ruby indtager scenen med en bogsnack om bøger med god lyd. Nogle af dem kan lånes med hjem med det samme fra bibliotekets tuk tuk "Boggart". Bibliotekets Venner, Årslev, står klar med sangtekstquizzer for store og små.

Polymerens Kor vil indvie Årslyd 2023 med korsang kl. 13.

Program
13:00: Velkomst v. biblioteket og sang v. Polymerens Kor

For børn og unge
13.30-14.30: Børnemusikteater med "Æsken"
13.30-15.30: Lav street art og kunst på åben plads med bibliotekets unge OWN IT-ansatte
14.30-16.30: Sangtekstquiz v. Bibliotekets Venner, Årslev
14.30-16.30: Byg-dit-eget-instrument-workshop v. Musikskolen
14.30-16.30: Ansigtsmaling: "En node på dit hoved".
15-15.30: Eventyrfortælling v. Mathilde Ørts Ottosen
15.45-16.15: Højtlæsning v. Bibliotekets Venner, Årslev 

Hele dagen  
Byg ord med bogstavbyggeklodser og form ord på Årslyds elastik-ordvæg.

For voksne 
13.45-14.15: Bogsnack om bøger med god lyd v. bibliotekets Camilla Sejerøe og Mai Ruby
14.30-16.30: Sangtekstquiz v. Bibliotekets Venner, Årslev 
15-15.30: Poetry slam ved danmarksmester Lasse Nyholm Jensen 
15.45-16.45: Talk og højtlæsning med forfatter Pia Tafdrup 
Kl. 16-16.45: Koncert med Solvej
17-18: Koncert med Peter H. Olesen ("De efterladte" og "Olesen-Olesen") og Mads Mouritz ("Mouritz/Hørslev Projektet"). 

Hele dagen 
Lån lyden med hjem i form af digtsamlinger, romaner, rim & remsebøger, vinyler m.m. fra bibliotekets tuk tuk "Boggart". 


Hele dagen kan der købes mad og drikke fra café BRØD Årslev.

Der er fri entré i hele tidsrummet fra kl. 13-18 til alle programpunkter - alle programpunkter er gratis at deltage i. og kræver ikke billet.

Med støtte fra Den Faberske Fond, Nordea-fonden og Slots- og Kulturstyrelsen. 
Sponsorer: NetPlan System Design, Årslev og Tarup VVS.

Tags