BIB-boksen: dit bibliotek på abonnement

Har du en travl hverdag? Så lad bibliotekarerne gøre den nemmere med BIB-boksen. Du bestiller - vi pakker - du henter.

Er måltidskasser og andre pakkeløsninger lige noget for dig? Så er der stor sandsynlighed for, at du vil synes om vores tilbud: BIB-boksen. 

BIB-boksen er en gratis abonnementsordning, hvor vi sørger for, at du får udvalgte bøger, spil, lydbøger og/eller musik efter din smag en gang om måneden - lige så længe, du ønsker.

Du kender nok diverse måltidskasser, og på biblioteket har vi byttet maden ud med alle de lækkerier, der står på bibliotekets hylder. Du kan f.eks. lade dig friste af varianterne ”Til fryseren” indeholdende isnende krimier og spændingsbøger, ”kokkens valg” til den eventyrlystne eller sød musik.

Se introvideoen til BIB-boksen her ↓

Mai fortæller om BIB-boksen // Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne

 

Det er nemt og hurtigt

Bibliotekarerne pakker, og du kan hente fra 1. tirsdag i måneden og en uge frem i den betjente åbningstid på dit nærmeste bibliotek: i Broby, Faaborg, Ringe eller Årslev. Aflevering af en BIB-boks sker, når du henter din nye kasse måneden efter.   

Biblioteket pakker BIB-bokse til børn, unge og voksne og gerne til flere aldersgrupper i samme boks, dog maksimalt med 10 materialer pr. boks.

Udfyld bestillingssedlen din BIB-boks allerede i dag, der er kun et begrænset antal til rådighed →

Når du har udfyldt den, skal du sende den til bibliotek@fmk.dk